Geelmuyden. Denne fik nemlig Holberg til at spille paa Violin, og Feberen var snart som strøget bort. Over Hamburg kom han da tilbage til Kjøbenhavn 1716. Her havde der under hans Fraværelse gaaet et underligt Rygte om ham, som hans Uvenner havde udspredt videre. Der fortaltes nemlig, at Holberg var gaaet over til den katholske Religion, og at han aldrig mere vilde komme tilbage. Saadant hændte virkelig ikke saa sjelden med danske og norske Studenter, naar de Vare udenlands, og Holberg havde i Paris trusset et Par Danske, der vare gaaede over, og af hvilke den ene, Jakob Winsløv, havde et stort og vel fortjent Navn som udmærket Læge, men det lyder dog besynderligt at Nogen kan have troet om Holberg, at han havde ladet sig omvende af Munke.
Efter Hjemkomsten levede han to Aar i stor Nød, da der fremdeles intet virkeligt Professorembede var ledigt for ham. Universitetet maatte da paa anden Maade skaffe ham noget at leve af.[1] Et Skrist, han udgav i denne Tid: „Introduktion til Natur- og Folkeretten“, fik for det første ingen Afsætning, men siden blev det en af hans allermest udbredte Bøger.
Endelig slog hans Klokke, da han 18de December 1717 blev kaldet til virkelig Professor. Men dersom man ret paatagelig vil se Forskjellen mellem Universitetsforholdene dengang og nu, da viser den sig deri, at i hine Dage en til Professor bestemt Lærd maatte kunne paatage sig hvilkensomhelst Videnskab, der først maatte blive ledig i det philosophiske Fakultet. Siden var der jo ved nye Ledigheder Anledning for ham til at skifte Fag, om han ønskede det. Nu vilde Tilfældet, at Holberg maatte overtage Metaphysiken, den aller subtileste Del af Filosofien. For en Mand, der i den Grad var anlagt for Videnskabens praktiske Side som Holberg, kunde Intet passe daarligere, og i den pedantiske og livløse Form, som Metaphysiken dengang plejede at foredrages
- ↑ (Dansk) Dagbladet 1885, No. 201.
