ved Universiteterne, var den vistnok heller ikke meget værd. Han paatog sig imidlertid Embedet, idet han begyndte med en (desværre tabt) Tale til Metaphysikens Pris, der forekom mange „snarere at være en Ligtale end Lovtale“. Efter to Aars Forløb slap han imidlertid fri, thi hans gamle Rektor i Bergen, der hidtil havde været Professor i Latin (eller, som det dengang kaldtes, i Veltalenhed), blev 1720 Biskop i Viborg, og Holberg overtog nu den latinske Lærestol, hvilken han endelig i 1730 ombyttede med den historiske.
Som egentlig Universitetslærer har Holberg neppe nogensinde spillet nogen betydelig Rolle. Det Fakultet, hvortil han stedse vedblev at høre, det philosophiske, indtog ogsaa den Gang en lavere Plads end de tre saakaldte „høiere“ Fakulteter, for hvilke hint nærmest var tænkt som et forberedende; Hovedfakultetet var det theologiske, thi baade studerede en aldeles overvejende Flerhed af Ungdommen under dette, og dets Lærerposter vare de fornemste og bedst aflagte, hvorfor det endog var almindeligt, at Professorerne i det philosophiske Fakultet ligeledes „rykkede op“ til Pladse i det theologiske. Det er ogsaa klart at se, at Holberg holdt saa faa Forelæsninger, som muligt, og der er heller ikke hverken hos ham selv eller andre bevaret nogensomhelst Efterretning eller Tradition om hans Egenskaber som akademisk Lærer. Selv har han ladet falde den Ytring, at en Professor vilde kunne stifte langt mere Nytte ved at tjene de Studerende med at besvare de Spørgsmaal, som de maatte ønske at forelægge ham, end ved at holde Forelæsninger. Den Forpligtelse til af og til at disputere offentlig, der dengang paalaa Professorerne, synes han ganske at have unddraget sig. Omsider overtog han i 1737 Kvæsturen eller Kassererembedet ved Universitetet og betraadte siden ikke Kathedret, skjønt han beholdt sit Embede og sin Plads i det akademiske Konsistorium indtil sin Død.
Men ikke destomindre var hans Ansættelse som Professor af uberegnelig Nytte. Den var det for Universi-
