den religiøse Side, thi i denne Henseende var og blev Holberg stedse en afgjort Modstander af Katholicismen. Siden forandrede han vel tildels Mening, men uden dog nogensinde at faa synderlig tilovers for den engelske Frihed. Dels mente han, at „en Konge i England, der forstaar Regjeringskunst, kan altid være forvisset om Pluralitet udi Parlamenterne og derudover faa alt hvad han forlanger“, dels var og blev han en bestemt Tilhænger af rolige og faste Tilstande og derfor ogsaa af en stærk Kongemagt. Han syntes ikke om en Forfatning, der gjorde den engelske Nation til „en Febricitant, der plages nu af formegen Hede, nu igjen af formegen Kulde.“[1]
I den første Del af Sommeren 1708 vendte Holberg tilbage og gjensaa da efter noget over 4 Aars Fraværelse Kjøbenhavn. Han var, som sædvanlig, i Pengetrang og maatte tage sig noget til for at leve. Andre vilde i hans Sted sandsynligvis enten have taget Magistergraden, søgt og faaet et Skoleembede, og derfra maaske søgt at bane sig en Vei til Kirken eller, om Lykken var god, til Universitetet, eller de vilde have forsøgt at faa Ansættelse i et af de kongelige Regjeringskollegier eller lign. Men ingen af disse Veie tiltalte Holberg, allermindst den sædvanlige lærde Bane gjennem Disputatser o. s. v., der i hans Øjne kun var Pedanteri. Først forsøgte han derfor at holde private Forelæsninger for Studenterne mod Betaling, men det gik ilde. Der kom nok Tilhørere, men da de skulde betale, blev de borte, og alt, hvad han fik, var en dyb, ærbødig Hilsen, naar han mødte dem paa Gaden. Efter nogen Tids Forløb fik han saa Anledning til at reise ud igjen, da Professor og Etatsraad Vinding, der jo sin Tid havde været Holbergs Privatpræceptor, lod ham ledsage sin unge Søn til Dresden. Han besøgte paa denne korte Udflugt
