de videnskabelige Fremskridt, som denne kunde medføre, holdtes saaledes, saavidt det lod sig gjøre, borte fra Oxford, og det akademiske Liv stod derfor her i det hele ikke meget høit.[1] Hvormeget eller hvorlidet Holberg allerede nu kan have lært at kjende af denne nyere engelske Bevægelse, der snart forplantedes til Frankriges i denne Henseende langt frugtbarere Jordbund og derfra udbredte sig videre i Europa, det maa lades usagt. Men Oxford var ialfald ikke det Sted, hvor Tilegnelsen af alt dette var lettest.
Som bekjendt var England et af de yderst faa Lande paa den Tid, hvor man havde en fri Forfatning. Denne var ældgammel, men i det foregaaende Aarhundrede havde det Stuartske Kongehus af al Magt stræbt at svække den og samtidig villet gjennemføre Katholicismen. Kong Jakob II var derfor bleven fordreven 1688, og hans mandlige Efterkommere havde mistet sin Arveret til Riget, dog saaledes, at det afsatte Kongehus endnu havde mange hemmelige Venner, de saakaldte Jakobiter. Disse vare netop talrige ved Oxfords Universitet. Holberg kom fra en Stat, hvor Enevoldsmagten herskede i videste Udstrækning, og hvor dengang ingen tænkte paa at rokke den. Det er derfor meget interessant at se, hvorledes han har opfattet Englands fra Danmarks-Norges saa grundforskjellige Forfatning. Hans Skrifter lærer os, at han ikke synderlig tiltaltes ved Englands politiske Forhold. I sit første historiske Verk, han har udgivet (1711), staar han tydelig paa Stuarternes Side imod Frihedspartiet og siger, at „Kong Jakob var en meget from Herre, saa at hans Undersaatter derfor ikke kunde have Aarsag til andet end at elske ham“, medens han rigtignok indrømmer, at det var en Fejl af Kongen, at han „havde saadan en Nidkjærhed for den romerske Religion“. Den store Begivenhed i 1688, Grundlaget for Englands senere Storhed, havde saaledes for ham nærmest Betydning kun fra
- ↑ Sammenlign Listovs nysanførte Afhandling.
