overhoved mange og behagelige Bekjendtskaber mellem Studenterne. Dette fortæller han os selv. Men saa fortæller han tillige noget, der vilde forekomme os utroligt, hvis han ikke med egne Ord havde forsikret det, nemlig at Ingen i hans hele Omgangskreds vidste hverken hans Navn eller i hvilket Land han hørte hjemme; først, da han lærte at kjende en engelsk Student ved Navn Holber, betroede han denne, at de hed omtrent ligedan. Hidtil havde man kun kaldt ham „Mynheer“, en hollandsk Titel, som Barberen, der vilde forstaa Tydsk, havde givet ham i den Tro, at han var en Tydsker. Dette klinger saa meget mere urimeligt, som han jo havde skrevet sit Navn i Bibliotheksprotokollen, og man desuden kan bevise, at Brix og Holberg ikke vare de eneste Nordmænd i Oxford ved den Tid. Men, hvorom alting er, Holberg fandt sig vel i Oxford, og hans Kammerater holdt saa meget af ham, at de, da han skulde reise hjem i 1708, vilde sammenskyde en Sum til Reisepenge for ham, hvilket han dog frabad sig.
Hvorledes var nu Aanden i Oxford, medens Holberg levede der? Det er bekjendt nok, at Fritænkeriet, „Rationalismen“, der i sin nyere Skikkelse egentlig først er opstaaet i England, allerede dengang havde gjort sig stærkt og mærkbart gjældende i dette Lands Literatur. Fornemmelig var dette skeet gjennem Filosofen John Locke (f. 1632, død 1704), der i sit bekjendte Skrift „Forsøg angaaende den menneskelige Forstand“ udledede al menneskelig Erkjendelse af Erfaringen som eneste Kilde, benægtede, at der gaves medfødte Ideer, og overhoved stillede sig i bestemt Modsætning til den christne Tro. I den anden engelske Universitetsstad, Cambridge blev denne Filosofi studeret med Iver, men i Oxford havde man indtaget et desto mere fiendtligt Standpunkt ligeover den nye Retning, thi her var det i 1704, altsaa to Aar sørend Holbergs Ankomst, strengt og udtrykkelig blevet forbudt, at Lockes Skrifter skulde indføres og læses. Ikke alene det falske i den filosofiske Bevægelse men ogsaa
