Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
24

pæiſk Uſred, den ſpanſke Arvefølgekrig, og ſkjønt Chriſtianſand i Regelen var en temmelig næringsløs, ved Privilegier opretholdt By, ſtod det dengang viſtnok ret godt til der.[1] Borgerſtanden ſtræbte desuden paa den Tid at gjøre ſig mere gjældende i Samfundet og at tilegne ſig noget ſtørre Dannelſe, helſt ydre, og dertil hørte jo fremforalt en Smule Franſk. Han fik ogſaa Elever blandt Byens fornemſte Folk, derimellem endog Kommandanten paa Fæſtningen, dengang en tydſk Adelsmand Noſtitz, der ſenere i fremmede Magters Tjeneſte blev en berømt General. Den meſte Tid boede Holberg hos ſin Frænde, Præſten Stoud, og kom derhos meget ud til de bedſte Familier i Stiftsſtaden, dengang en By paa omtrent 4000 Menneſker. Allerede dengang i nogen Grad uddannede han ſine medfødte muſikalſke Anlæg, og det kom ham ogſaa til gode iſær blandt Damerne. Endel af disſe havde han viſtnok i Begyndelſen forarget en Smule ved paa Skrømt at benegte, at Kvinder ere Menneſker, men den Spøg lod han ſnart fare, og efterhaanden kom han paa den bedſte Fod med Byens unge Piger, om hvem han en Menneſkealder ſenere endnu udtalte, at de „kunne forſvare den førſte Rang mellem det ganſke Norges Jomfruer.“ Mangfoldige Aar efter Holbergs Død dukkede der endog op det Sagn, at han i Chriſtianſand ſkulde have havt en liden Kjærlighedshiſtorie, ja man nævnte endog Biſkop Bircherods Datter ſom Gjenſtanden for hans ømme Følelſer. Dette ſidſte er nu umuligt, thi Biſkop Bircherod var endnu ikke kommen til Chriſtianſand. Snarere kan, ſom jeg i et tidligere Skrift har paaviſt, tænkes paa Præſten Stouds Søſter, ligeledes en Biſpedatter.[2]

Skjønt Holberg ſaaledes trivedes godt i Chriſtianſand og i ſin Levnetsbeſkrivelſe omtaler ſit Ophold der

  1. Paa paatrængende Tiggere har der aldrig været Mangel i Chriſtianſand. I ſine Epiſtler (den 437te) fortæller Holberg en liden Hiſtorie herom.
  2. Denne min Mening er ogſaa tiltraadt af G. Brandes, Ludvig Holberg, S. 210—11.