pæisk Usred, den spanske Arvefølgekrig, og skjønt Christiansand i Regelen var en temmelig næringsløs, ved Privilegier opretholdt By, stod det dengang vistnok ret godt til der.[1] Borgerstanden stræbte desuden paa den Tid at gjøre sig mere gjældende i Samfundet og at tilegne sig noget større Dannelse, helst ydre, og dertil hørte jo fremforalt en Smule Fransk. Han fik ogsaa Elever blandt Byens fornemste Folk, derimellem endog Kommandanten paa Fæstningen, dengang en tydsk Adelsmand Nostitz, der senere i fremmede Magters Tjeneste blev en berømt General. Den meste Tid boede Holberg hos sin Frænde, Præsten Stoud, og kom derhos meget ud til de bedste Familier i Stiftsstaden, dengang en By paa omtrent 4000 Mennesker. Allerede dengang i nogen Grad uddannede han sine medfødte musikalske Anlæg, og det kom ham ogsaa til gode især blandt Damerne. Endel af disse havde han vistnok i Begyndelsen forarget en Smule ved paa Skrømt at benegte, at Kvinder ere Mennesker, men den Spøg lod han snart fare, og efterhaanden kom han paa den bedste Fod med Byens unge Piger, om hvem han en Menneskealder senere endnu udtalte, at de „kunne forsvare den første Rang mellem det ganske Norges Jomfruer.“ Mangfoldige Aar efter Holbergs Død dukkede der endog op det Sagn, at han i Christiansand skulde have havt en liden Kjærlighedshistorie, ja man nævnte endog Biskop Bircherods Datter som Gjenstanden for hans ømme Følelser. Dette sidste er nu umuligt, thi Biskop Bircherod var endnu ikke kommen til Christiansand. Snarere kan, som jeg i et tidligere Skrift har paavist, tænkes paa Præsten Stouds Søster, ligeledes en Bispedatter.[2]
Skjønt Holberg saaledes trivedes godt i Christiansand og i sin Levnetsbeskrivelse omtaler sit Ophold der
- ↑ Paa paatrængende Tiggere har der aldrig været Mangel i Christiansand. I sine Epistler (den 437te) fortæller Holberg en liden Historie herom.
- ↑ Denne min Mening er ogsaa tiltraadt af G. Brandes, Ludvig Holberg, S. 210—11.
