mest besøgte i Danmark og Norge. I den længste Tid af Holbergs Skolegang havde han til Rektor en ung lærd Mand Søren Lintrup, der siden fik et stort Navn baade ved Universitetet og i Kirken. Ungdommen i Skolen bestod for den største Del af Præstesønner fra Landet og fattigere Bybørn, thi det var ikke almindeligt, at Borgernes lode sine Sønner studere, da der var gode Tider for Handel og Søfart. Disciplene vare flinke i Idrætter, saasom Svømning, Skøiteløben o. s. v. og stundom ogsaa gode Spektakelmagere og Slagsbrødre, især var det en stor Fornøielse at slaas med Gesellerne paa Tydskebryggen eller Eleverne i Styrmandsskolen. Gadelivet har jo altid været meget kvikt og muntert i Bergen. Men i alt dette tog Holberg liden eller ingen Del. Han var aandsmoden over sine Aar, men allerede dengang lidt sygelig, saa ud som en Pige og holdt sig mest for sig selv. „Skjønt jeg,“ fortæller han selv. „af Aar var en Dreng, forekom jeg mine Kammerater at være en Olding, og der manglede ikke paa dem, som paa Grund af den med mine Aar lidet stemmende Afholdenhed fra alle Fornøielser og mit alvorlige Væsen jevnlig stiklede paa mig, og da jeg af Naturen var hidsig havde jeg saameget vanskeligere for at finde mig deri.“
Men holdt han sig end tilbage, havde han Øjnene med sig, hvor han kom. Mangfoldige Træk af hans Erindringer fra hine Skoleaar ere, det kan man trygt sige, gaaede over i hans Skrifter, og mange af de Personer, som han i sin Barndom har seet, ere endog med Navns Nævnelse forevigede i disse, som vi tildels siden skulle høre. Og endnu i hans ældre Dage stod Livet i hans Fødeby, som han i en hel Menneskealder ikke havde seet, saa klart og anskueligt for hans indre Øie, at han kunde nedskrive en ypperlig Skildring deraf. Vi ville meddele nogle Stykker af denne:
