der var et Sødskendebarn af Holbergs Moder, og til denne Frænde besluttede nu Peder Lem at sende sin Myndling. Præsten skulde da faa Korporalsgagen imod at have Gutten i Huset. Han kom ogsaa did og nød Undervisning sammen med nogle unge Fættere af en uduelig Huslærer, men Opholdet blev ikke langvarigt, thi da Pengene fra Regimentet ikke bleve ordentlig betalte, lod Otto Munthe ham reise tilbage til Bergen. Da Holberg siden blev en berømt Mand, huskede man i Gudbrandsdalen paa, at han havde været der som Gut. Man ved endnu at paavise Tomten for en liden afbrændt Bygning, „Holbergsstuen“, hvor han skal have havt sit Værelse. Reisen frem og tilbage mellem Bergen og Fron er den længste, maaske eneste, som Holberg har foretaget i det Indre af sit Fødeland. Han havde paa mange Steder underveis Slægtninger af Munthefamilien at besøge og fortæller ogsaa selv lidt om et Besøg, han aflagde hos en af disse Frænder, Oberst Krogh paa Flahammer i Lyster.
Ved Hjemkomsten kom han atter ind i Latinskolen, og der blev siden aldrig mere Tale om den militære Stilling. Peder Lem tog ham til sig i sit Hus, og der havde han det uden Tvivl godt, thi Lem var et ypperligt Hoved og udentvivl en Mand af en for sin Stilling usædvanlig Dannelse. Man kan se, at han har holdt af denne Onkel. Engang traf det sig, at Ludvig, som var en pirrelig og meget ærekjær Gut, var bleven stødt paa en Slægtning af Lems Kone. Hans satiriske Natur brød frem i et poetisk Forsøg, et Smædedigt over Vedkommende. Madame Lem vilde have sin Mand til at tugte ham, men Onkelen tog Sagen paa en meget bedre Maade. Han valgte at skjænde paa Gutten, ikke formedelst Digtets Indhold, men over dets Form, idet han viste ham, at Versemaalet var urigtigt, og endte efter en Times Forhandlinger herom med at sige ham, at naar han næste Gang vilde gjøre Vers, fik han gjøre dem bedre.
Bergens Latinskole hørte dengang til de bedste og
