paa det gamle, fordi det var gammelt, eller modsatte sig det nye, fordi det var nyt. Heller ikke delte han den Anskuelse, som i hans Ungdom raadede i Danmark og Norge, at Enevoldsmagten var af guddommelig Oprindelse. Han ansaa den derimod for at være grundet paa en Overenskomst mellem Konge og Folk.
Men det enevældige Kongedømme var og blev dog den Statsform, som han ansaa for den bedste, og hans politiske Livsanskuelse var stedse i sin Grund konservativ. Den „politiske Kandestøbers“ Forfatter satte fremfor alt Pris paa ordnede og faste Tilstande og paa god Disciplin i Staten, yndede ikke uvidende og uforstandige Folks Vrøvl og Ræsonnement om, hvad de ikke kjendte til eller kunde bedømme. Han vilde have en stærk Statsmyndighed og fandt, at Regjeringen havde Ret til at gribe ind i omtrent ethvert Forhold. Ens stærk Kongemagt er overhoved hans politiske Ideal, og overalt i hans historiske Skrifter vil man finde Beviser herfor. Han var en Tilhænger af det, som man senere har kaldet „der aufgeklärte Despotismus“, Peter Czar og senere Frederik II. af Preussen forekom ham at være de ypperste af alle Regenter. Vistnok indrømmede han, at „et indskrænket Monarki jo vel kan bestaa, naar det fra Førstningen af saa er indrettet og stedse bliver holdt ilige Stand,“ men han stiller sig dog altid tvivlsom ligeoverfor denne Statsform. Og det skal indrømmes, at af de Exempler paa saadanne Forfatninger, som hans Samtid kunde opvise, var der nogle højst advarende, saaledes Polens og det nærliggende Sveriges, hvis „Frihedstid“ faldt ind i Holbergs senere Aar.[1]
Hans Tilfredshed med den danske Enevoldsmagt og oprigtige Hengivenhed for Kongehuset sinder ogsaa sin
L. Daae: Ludvig Holberg.
