Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/113

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
113

paa det gamle, fordi det var gammelt, eller modſatte ſig det nye, fordi det var nyt. Heller ikke delte han den Anſkuelſe, ſom i hans Ungdom raadede i Danmark og Norge, at Enevoldsmagten var af guddommelig Oprindelſe. Han anſaa den derimod for at være grundet paa en Overenskomſt mellem Konge og Folk.

Men det enevældige Kongedømme var og blev dog den Statsform, ſom han anſaa for den bedſte, og hans politiſke Livsanſkuelſe var ſtedſe i ſin Grund konſervativ. Den „politiſke Kandeſtøbers“ Forfatter ſatte fremfor alt Pris paa ordnede og faſte Tilſtande og paa god Diſciplin i Staten, yndede ikke uvidende og uforſtandige Folks Vrøvl og Ræſonnement om, hvad de ikke kjendte til eller kunde bedømme. Han vilde have en ſtærk Statsmyndighed og fandt, at Regjeringen havde Ret til at gribe ind i omtrent ethvert Forhold. Ens ſtærk Kongemagt er overhoved hans politiſke Ideal, og overalt i hans hiſtoriſke Skrifter vil man finde Beviſer herfor. Han var en Tilhænger af det, ſom man ſenere har kaldet „der aufgeklärte Despotismus“, Peter Czar og ſenere Frederik II. af Preusſen forekom ham at være de ypperſte af alle Regenter. Viſtnok indrømmede han, at „et indſkrænket Monarki jo vel kan beſtaa, naar det fra Førſtningen af ſaa er indrettet og ſtedſe bliver holdt ilige Stand,“ men han ſtiller ſig dog altid tvivlſom ligeoverfor denne Statsform. Og det ſkal indrømmes, at af de Exempler paa ſaadanne Forfatninger, ſom hans Samtid kunde opviſe, var der nogle højſt advarende, ſaaledes Polens og det nærliggende Sveriges, hvis „Frihedstid“ faldt ind i Holbergs ſenere Aar.[1]

Hans Tilfredshed med den danſke Enevoldsmagt og oprigtige Hengivenhed for Kongehuſet ſinder ogſaa ſin

  1. Om Holbergs politiſke Opfatning henviſes iøvrigt til E. Holms ovenfor citerede Afhandling.

L. Daae: Ludvig Holberg.