Nogle Ord om Holbergs politiske saavelsom ogsaa om hans religiøse Standpunkt maa her finde sin Plads. Men paa Forhaand vil jeg stærkt fremhæve, at det vilde være ligesaa uheldigt, som uberettiget, ifald nogen under Nutidens Kampe og aandelige Brydninger forsøgte paa at ville hævde Holberg som sin egen særlige Forbundsfælle. Saadant vil man ikke komme godt fra. Holbergs Tider ere ikke vore, og Ingen kan med Sikkerhed paavise, paa hvilket Standpunkt han vilde have befundet sig, om han levede nu. Nærmest er han at betragte som et tveegget Sværd, som enhver yderligt gaaende Mand, uanseet Standpunkt, bør vel vogte sig for at komme nær.
Holberg var en Ven af borgerlig Lighed og hudfletter, som vi have seet, altid ubarmhjertig Rangsygen. Han holdt af Bonden og vilde gjerne have undt ham den Frigjørelse, den siden blev ham tildel. Han var ogsaa i sit Hjerte inderlig forbitret paa Censuren og beklagede meget dens skadelige Indflydelse særlig paa Historieskrivningen. Hvor forbitret han var paa umodne Domme og taabeligt Snak, saa han i Ytringsfriheden et uskatterligt Gode. Han var ogsaa den bestemteste Tilhænger af Religionsfrihed, ihvorvel han tidt var tilbøjelig til at gjøre en Undtagelse med de romerske Katholiker, mod hvilke han var alt andet end venlig stemt. Det er overflødigt at sige, at en Mand som han aldrig holdt
