kaar vare. En stakkels Søstersøn, Tostrup, i Bergen pensionerede han dog med 30 Rdl. om Aaret, og en kvindelig Slægtning fik noget Løsøre efter ham.
Det er ikke Holbergs mest tiltalende Sider, vi her have streifet ind paa. Men der er andre Momenter i hans Liv og Levesæt, som efterlade et mere velgjørende Indtryk.
Herhen hører den Kjærlighed til Musiken, der fulgte ham gjennem hans hele Liv. Han havde endog medbragt norske Melodier, som han spillede med en vis Glæde. Mellem dem, hvem han omgikkes, var bl. a. en tydsk Musikus Scheibe, der har efterladt nogle, dog, som det forekommer mig, ikke meget betydelige Efterretninger om ham. En ung Nordmand, Christian Frederik Hagerup, (død som Stiftsprovst i Throndhjem 1797) var ogsaa en af dem, der paa Musikens Vegne kom den ensomme Mand noget nærmere. Ogsaa Hagerup (Student fra 1749) lærte han at kjende gjennem Landsmanden Professor Munthe, og han kom derefter til „ofte at give Fløite-Parti med ham i hans Løverdags-Conserter.“ Han har altsaa dog ugentlig paa sin høje Alderdom seet musikalske Venner hos sig.[1]
En anden smuk Side hos Holberg er hans Kjærlighed til Landliv og Bønder. Allerede som Student var det hans Lyst at vandre paa sin Fod om paa Landet og det lange Ture. Som Professor maatte han vel efterhaanden ophøre hermed, men kun forat træde i et desto nøjere Forhold til Landlivet som Godsbesidder. Den fattige Mand var efterhaanden dels formedelst gode Embedsindtægter, dels ved sin fordelagtige Forfattervirksomhed, dels og vistnok ikke mindst ved sin lige til Gjerrighed gaaende Husholderiskhed bleven til en rig Mand, og han satte sin Formue i Jordegods, ja kjøbte ligefrem Herregaarde (Brorup 1740) og Tersløse og Ødemark (1745), alle i Sjelland. Paa Tersløsegaard tilbragte
- ↑ Fallesens Magazin for Religionslærere, VII. 2. S. 395.
