Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/103

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
103

høflige Profesſor Holberg til at følge ſig ned ad Trapperne. Han gik da op til Holberg, bad om et Exemplar af Danmarks Hiſtorie, fik Anvisning paa ſelv at tage det i en paapeget Hylde, tog det og gik — uden at betale. Holberg fløi efter for at faa ſine Penge, og Studenten havde vundet ſit Væddemaal. Den ſiden bekjendte Profesſor Jacob Baden har fortalt, hvorledes Holberg endog liggende paa Sygeſengen, ſolgte Bøger fra ſit Værelſe.

Holberg taler ikke ſjelden om ſine „Venner“, men det er ikke let at paaviſe, hvem disſe egentlig have været. Han gik dog af og til ud, og man har endog flere Vidnesbyrd om, at han ikke ugjerne befandt ſig mellem Damer. I egentlige Selſkaber pasſede han imidlertid lidet. Vi have allerede hørt, at han hos Hersleb gav ſig til at ſkjændes med Erik Pontoppidan, og en anden Samtidig, Carl Deichman, har nedtegnet Følgende: „Holberg var ikke oplagt til at freqventere de Store, havde ikke den bedſte Levemaade, pasſede mere paa, hvad andre ſagde, og var troligen formeget hengivet til Kløgt og bidende Indfald. Jeg har ſeet ham i Selſkab, hvor de opholdt ſig over hans Maniers. Hans Lader gav ikke nogen Belevenhed tilkjende.[1] Ogſaa heri var han en Modſætning til Hans Gram, der, ſkjønt han altid befandt ſig bedſt mellem Bøger, dog ganſke ypperlig forſtod at føre ſig i Verden.

Enkelte unge og lovende Mænd havde Adgang til ham. Blandt dem var Suhm, der ſom tyveaarigt ungt Menneſke omgikkes baade Holberg og Gram og ſtode i Yndeſt hos dem begge. Ogſaa Schøning kjendte ham, udentvivl gjennem Profesſor Munthes, til hvem Schøning ſtod i nært Forhold. En noget tvetydig Perſon, Chriſtian Gran Molberg fra Bergen, paaſtod ſiden at være

  1. Norſk hiſt. Tidsſkr. 1. R. II. S. 294. Smnlgn. Grams Brev (af 1744) i Danſk hiſt. Tidsſkr. 1. R. IV. S. 308 (om Holbergs Opvartning hos Geheimeraad Plesſen, „da han var ſig ſelv lig og ſaaledes ſom han altid er paa fremmede Steder den førſte Gang).“