høflige Professor Holberg til at følge sig ned ad Trapperne. Han gik da op til Holberg, bad om et Exemplar af Danmarks Historie, fik Anvisning paa selv at tage det i en paapeget Hylde, tog det og gik — uden at betale. Holberg fløi efter for at faa sine Penge, og Studenten havde vundet sit Væddemaal. Den siden bekjendte Professor Jacob Baden har fortalt, hvorledes Holberg endog liggende paa Sygesengen, solgte Bøger fra sit Værelse.
Holberg taler ikke sjelden om sine „Venner“, men det er ikke let at paavise, hvem disse egentlig have været. Han gik dog af og til ud, og man har endog flere Vidnesbyrd om, at han ikke ugjerne befandt sig mellem Damer. I egentlige Selskaber passede han imidlertid lidet. Vi have allerede hørt, at han hos Hersleb gav sig til at skjændes med Erik Pontoppidan, og en anden Samtidig, Carl Deichman, har nedtegnet Følgende: „Holberg var ikke oplagt til at freqventere de Store, havde ikke den bedste Levemaade, passede mere paa, hvad andre sagde, og var troligen formeget hengivet til Kløgt og bidende Indfald. Jeg har seet ham i Selskab, hvor de opholdt sig over hans Maniers. Hans Lader gav ikke nogen Belevenhed tilkjende.[1] Ogsaa heri var han en Modsætning til Hans Gram, der, skjønt han altid befandt sig bedst mellem Bøger, dog ganske ypperlig forstod at føre sig i Verden.
Enkelte unge og lovende Mænd havde Adgang til ham. Blandt dem var Suhm, der som tyveaarigt ungt Menneske omgikkes baade Holberg og Gram og stode i Yndest hos dem begge. Ogsaa Schøning kjendte ham, udentvivl gjennem Professor Munthes, til hvem Schøning stod i nært Forhold. En noget tvetydig Person, Christian Gran Molberg fra Bergen, paastod siden at være
- ↑ Norsk hist. Tidsskr. 1. R. II. S. 294. Smnlgn. Grams Brev (af 1744) i Dansk hist. Tidsskr. 1. R. IV. S. 308 (om Holbergs Opvartning hos Geheimeraad Plessen, „da han var sig selv lig og saaledes som han altid er paa fremmede Steder den første Gang).“
