Med Fornøielse saa Holberg Fornyelsen af Theatret, hvor nu hans egne Stykker naturligvis igjen kom paa Scenen. Men han var dog nu kjendelig en gammel Mand. I samme Aar (1746) havde han været alvorlig syg, og man havde været alvorlig bekymret for hans Liv.[1] Stærk havde han vistnok aldrig været, og kun ved den forsigtigste Levemaade kunde han holde sig oppe. Ugift og ensom levede han i sin Professorgaard paa Hjørnet af Kannikestræde og Fiolstræde ligeoverfor det nuværende Universitetsbibliothek, hvor senere en Plade er anbragt i Havemuren til Minde herom. Et meget stort Kastanietræ siges at være plantet af ham og bliver derfor fredet med Pietet. I sin store Embedsgaard lod han gjerne en Kollega bo til Leie, saaledes først Latineren Professor Anchersen, dernæst Nordmanden Professor Munthe (Forfatter af Datidens mest brugte græske Grammatik). I hans Pebersvendehjem gik det vistnok yderst stilfærdigt til. Som vi have hørt, havde Holberg siden 1737 ikke andet med Universitetet at bestille end at deltage i Consistoriets Forhandlinger og at besørge Qvæsturen. Forelæsninger holdt han altsaa ikke. Med de Studerende havde han neppe nogensinde traadt i synderlig personlig Berøring. Besøg fik han dog vistnok ofte, men af en eiendommelig forretningsmæssig Art, thi han, der for det meste plejede selv at forlægge fine Skrifter, solgte dem ogsaa hyppig fra sin egen Bolig, aabenbart for at spare Boghandlerrabatten. Hermed blev han ved lige til det Sidste, og et Par ret morsomme Anekdoter ere bevarede i den Anledning. Saaledes havde en Student væddet med en anden om, at han skulde faa den just ikke overdrevent
- ↑ Dette erfares af nogle Vers af en Beundrer, hvori det bl. A. heder:
Daarskab, Hykleri og Laster
Holder nu en Fryde-Fest,
Holberg snart fra Verden haster,
Som var Eders største Pest o. s. v.(Norsk hist. Tidsskr. 1. R. II. S. 55).
