dets store Konger, skulde det sandsynligvis have lykkedes at erobre Norge og for bestandig skille det fra Danmark. Men den karakterløse Erik den fjortende magtede ikke at føre sig Begivenhederne til Nytte; han formaaede kun gjennem den afsindige Maade, hvorpaa han angreb Nordmændene, at lægge Spiren til Aarhundreders Had og Misforstaaelser. Et Brudstykke af denne Krigs norske Hændelser skal her fortælles, nemlig Thrøndelagens Erobring og de Svenskes kortvarige Herredømme i det nordenfjeldske Norge 1564.
Danmark erklærede Sverige Krig den 21de Juli 1563, men allerede i de samme Dage, i hvilke denne Krigserklæring naaede Stockholm, befalede Erik den fjortende ved en Skrivelse af 25de Juli 1563 sin Foged i Dalerne, Mikkel Helsing, og en anden der boende Undersaat, Jens Ingemarsson, at de skulde være betænkte paa at foretage et indfald i det nordlige Norge. „Hans Majestæt var tilsinds, at de, som oppe i Dalarne bo, maatte gjøre indfald til de Norske, at ströfva, plundra og ihjelslaa, alt det de kunde.“ Dog endnu bedre vilde det være, siger Kongebrevet, om man først „havde nogle derind, som hemmeligen kunde forhandle med de Norske og bevæge dem med det Gode, at de under H. Maj. sig begive maatte.“ For det Tilfælde, at dette kunde lykkes, skulde der ikke tilføies dem noget ondt; de skulde kun sværge Kong Erik Troskab, og Landet derpaa besættes med svenske Fogder. Vaaben til Toget skulde leveres de svenske Bønder fra Vesteraas og Örebro, dels Staalbuer, dels Krudt og Bly og en Hob „Spidser“, efterdi „ingen andre Slags Værger der ere brugelige“.
Et Par Uger efter talte man i Sverige om, at der fra norsk Side tænktes paa et lignende Indfald i Sverige, nemlig fra Jemteland, men Kong Erik omtalte dette Rygte med Ligegyldighed; „han havde forstaaet, at Kongen i Danmark kun har ladet reise en Hob af Baggerne og saagodtsom truet dem til at drage heden“. Hertil havde han ogsaa nogen Grund,
