i Danmark blev nemlig ikke mindende udført, og Danmarks valgkonger fremsatte endnu i det 17de Aarhundrede den Paastand, at Norge var deres Arverige.
I den første Menneskealder blev Herredømmet over Norge ikke gjort Danmark stridigt fra svensk Side, thi den fælles Fare, hvoraf baade Gustav Vasa og Christian den tredie truedes fra den mægtige Habsburgsk-Burgundiske Families Side, nødte dem til at holde Fred indbyrdes. Men det danske Herredømme over Norge ansaaes i Sverige som en Usurpation og blev betragtet med misundelige Øine af dets Konger. Vilde en svensk Konge ægge sit Folk til Kamp mod Danmark eller advare det mod ydre Farer, da glemte han ei at pege paa Norges sørgelige Skjebne. Saaledes udtalte sig Erik den fjortende 1565 og Gustav Adolf endnu i 1625. Det elegante Digt af en svensk Anonym „Qverelae Svecicae“ taler i samme Tone. I de jevnlige Krige, som førtes mellem Sverige og Danmark, søgte de svenske Konger ogsaa gjentagne Gange at vække Opstand blandt Nordmændene selv. Erik den fjortende, Gustav Adolf og Carl Gustav have alle tilbudt Nordmændene Befrielse fra den danske „Trældom“. Fornemmelig fremtraadte dog alt dette under Syvaarskrigen, der ret var en forbitret Nationalkamp imellem Danske og Svenske. Under denne Krig trængte de svenske Hære ogsaa dybere ind i Norge, end nogensinde enten før eller siden. Hele Landet fra Salten til Nordfjord var engang i deres Magt, og en anden Gang overskrede de Christianiafjorden, besatte de sydlige Dele af Gudbrandsdalen og sluttede Bondefred med Valders. Landet havde ingen national Hær, og den danske Regjering havde ikke Evne til at afse Leiesoldater til Norges Forsvar; dets Befalingsmænd maatte da hjelpe sig med uøvede Bønder, der kun med største Ulyst greb til Vaaben. Norges Almue havde endnu ikke lært at se Fiender i de Svenske, og havde heller ikke endnu levet sig ind i Foreningen med de Danske. Havde dengang paa Sveriges Throne siddet en af
