Side:Daae - Krigen nordenfjelds 1564.djvu/5

Dengang Kalmar-Unionen opløstes ved Sveriges Udtrædelse manglede Norge ganske saavel de aandelige som materielle Betingelser for et selvstændigt Statsliv, og maatte derfor nedsynke til et Lydrige under et af de to øvrige skandinaviske Riger. Gustav Vasa synes at have tænkt paa at forene Norge med Sverige. I de første Maaneder af 1523, endnu førend Christiern den anden var afsat i Danmark, lod han en Hær drage ind i det søndenfjeldske Norge og besatte Oslo. Han lod Anførerne opfordre Almuen til at gjøre fælles Sag med de Svenske, men forskjellige Omstændigheder nødte snart Hæren til at trække sig tilbage, skjønt den ingen Modstand havde mødt, og en kortvarig Besiddelse af det nordlige Baahus-Len blev Togets hele Udbytte. Men Gustav har selv udtalt de Ord, at han, „efterat Sverige var sat i Frihed, ogsaa havde kunnet tage Norge og en god Del af Danmark med, dersom han selv paa den Tid havde siddet fast paa Thronen og ikke havt at kjæmpe med Uroligheder hjemme.“ Derimod lykkedes det Christiern den andens Eftermand paa Danmarks Throne, Frederik den første, at blive ogsaa Norges Konge, og Landet, i Virkeligheden behersket af nogle faa danske Adelsmænd, bevarede endnu i Frederiks Tid i Navnet sin Selvstændighed. Men efter hans Død medførte Grevefeiden og Reformationens Indførelse, at Norge mistede ogsaa Uafhængighedens Skin og ligefrem nedsank til et dansk Lydrige, om just ikke, som man har sagt, til en dansk Provinds. Landets paatænkte Indlemmelse