thi Almuen i Jemteland vægrede sig virkelig ved at væbne sig og negtede at adlyde de Befalinger, som Kong Frederik den andens Ombudsmand her, Olaf Tørrissøn Gyldensø, en Adetsmand af en norsk Familie[1], havde givet dem.
Jemteland indtog en særegen Stilling. Det tilhørte vel Norge, men det maatte i flere Henseender snarere kaldes et Biland, end en Provinds. Det var vel oprindelig blevet befolket fra Norge af, men havde derpaa en Tidlang adlydt de svenske Konger og blev først i det 12te Aarhundrede forenet med Norge af Kong Eystein Magnussøn, ikke ved Vaabenmagt, men gjennem Underhandlinger med Bøndernes Høvdinger. Et paa en saa eiendommelig Maade erhvervet Landskab blev naturligvis behandlet med megen Varsomhed af Norges Konger, og der blev fredet om dets provinsielle Særegenheder. Magnus Lagabøters Landslov blev vistnok indført her, som i det egentlige Norge, men ikke gjennemført i alle Enkeltheder, thi dels vedbleve her visse Bestemmelser af den ældre Frostathingslov at gjælde, dels udgave Kongerne særegne Lovbud eller Retterbøder for Jemteland, som Bønderne længe omhyggelig forvarede i et eget Bygde-Arkiv eller „Landskiste“. Jemteland havde et særeget Landsthing (Jamtamot), der ikke som andensteds i Norge afholdtes ved Midsommertide, men i Ugen efter den 12te Marts. Thingstedet var først paa Sproteid, hvis Beliggenhed nu er ukjendt, senere ved Berg paa Frøsøen. Baade dette Landsthing og de enkelte Bygdething i Jemteland bevarede længere, end andensteds, sin oprindelige Karakter og behandledes med Hensynsfuldhed af de dansk-norske Magthavere. Hr. Vincents Lunge drog saaledes omkring paa ikke mindre end 14 eller maaske endog 18 Thingsteder i Jemteland for at lade Almuen „keise“ Frederik den første til Konge, en aldeles enestaaende Forholdsregel, thi i det øvrige
- ↑ Tilforn, som hyppig Tilfælde med den lavere Adel, benyttet som Skibshøvedsmand. Belenet med Jemteland 1559.
