som bekjendte Tilhænger af Erkebiskop Oluf, men nu forlængst i dansk Tjeneste) og Knut Stenssøn. Men da de henimod Midten af Juni kom til Throndhjem, havde Erik Munk allerede bragt samtlige Landskaber vestenfor Kjølen til Lydighed. De to af disse Adelsmand drog derfor igjen bort, medens Herluf Skave forblev i Throndhjem som kongelig Befalingsmand. Evert Bild havde den 28de Mai ladet Throndhjems Kapitel og Borgere udstede et Vidnesbyrd om hans gode Forhold under Krigen, maaske i den Hensigt at faa Forleningen tilbage, hvilket i saa Fald ikke lykkedes ham. Derimod belenedes han samme Aar med Kongens Gaard i Odense og Næsbyhoveds Len i Fyn, blev ikke længe eller Medlem af Rigsraadet og var i 1567 Admiral i Østersøen. Kort efter døde han. Om Claudius Gallus’s senere Skjebne vides kun, at han fra Stenviksholm blev sendt til Bergen, og derfra den 12te Juli 1564 med Skibet Falken sendtes til Danmark; Chronisten Absalon Pederssøn fulgte med som Skibsprest og beretter, at Claudius den 1ste August kom til Kjøbenhavn, hvor han blev lagt i Bolt og Jern. Han nævnes i det følgende Aar blandt de Fanger, som det var Tale om at udvexle, men forsvinder efter denne Tid af Historien. De tydske Landsknegte, som fangedes ved Stenviksholm, bleve førte til Danmark og toge nu der Tjeneste mod Sverige. De nævnes af og til i de følgende Krigsaar som de „throndhjemske Knegte“.
Noget af det første, man foretog sig i Throndhjem, var at hente Olaf den Helliges Lig tilbage fra den „øde Bondekirke“ i Størdalen, hvor de Svenske hevde ladet det ligge. Den 8de Juni 1564 førtes Helgenens Levninger tilbage til Domkirken „med stor Proces“. Her blev Liget først begravet, men derpaa atter engang optaget af Herluf Skave. Endnu i 1567 fandtes det „helt og holdent“ i selve Kirken, men Aaret eller lod Rigsraaden Hr. Jørgen Lykke under sin Nærværelse i Throndhjem Legemet nedgrave i Jorden, hvorefter endog Stedet, hvor det
