hviler, er gaaet i Forglemmelse. Om hans Ligkiste dannede der sig et romantisk Sagn i Nordtyskland. En Sømand fra Bremen, Karsten Tiemann, skal i 1564 have befundet sig i Throndhjem og der have forfærdiget St. Olaf en ny Trækiste, men tillige hemmelig bemægtiget sig nogle Splinter af den gamle, i det Haab, at disse Relikvier skulde bringe ham Lykke. Det gik imidlertid netop omvendt og han nedsank i dybeste Armod. Da aabenbarede St. Olaf sig for ham i en Ridders Skikkelse og befalede ham at give Splinterne fra sig. Karsten overleverede dem da til en Kannik fra Paderborn, der bragte dem til denne Stads Domkirke.
Kong Frederik havde i Begyndelsen til Hensigt at straffe med Strenghed alle dem, som havde taget svensk Parti under Claudius’s Indfald og været med at overtale Almuen til at hylde Erik den fjortende. Erik Rosenkrands fik derfor Befaling til at indstevne navnlig de kompromitterede Kanniker og endel af Throndhjems Borgere for en Domstol i Bergen, der skulde dømme dem som Landsforrædere. Men denne Ret kom aldrig istand. Det bestemtes nemlig snart, at Sagen skulde henstaa indtil efter Freden, og denne lod vendte paa sig i flere Aar, saa at Retsforfølgelsen aldeles gik i Glemme.
Tidsomstændighederne indbød heller ikke til Strenghed, thi snart gjentoges Angreberne fra Sverige, og det gjaldt da for Herluf Skave og de Danske at bevare god Forstaaelse med Thrønderne. Den 1ste December 1564 kom de Svenske i meget stort Antal paany ned fra Jemtelandsfjeldene, fangede de norske Vagter og stode den 4de December atter baade for Throndhjem og for Stenviksholm. Denne Fæstning var nu, som før, slet. Vand manglede den nu, som altid, og Murene og Taarnenes Tag vare nedskudte i Erik Munks Beleiring. De tre hundrede tydske Landsknegte, som Herluf Skave havde faaet fra Danmark, knurrede over Soldens mislige Betaling, saa at Herluf maatte skrive til Kjøbenhavn, at han havde et
