Prest udi Jemteland. Den samme Prest havde ladet sig fornemme udi nogle sine Breve, hvad han haver udi sit falske Jydehjerte, saa et han er en stor indbunden Skalk. At jeg ikke flere Jyder herfra og til Sverige haver forskikket, er Aarsagen, at jeg dennem ikke vil bemøde den lange Vei over Fjeldene, men lader dennem her en Part gaa til Hængeby og en Part til Bøddelsværd og ellers gjør Lod og Krud sit Bedste.“
Claudius bestræbte sig forresten for at hverve saa mange Nordmænd som muligt til svensk Krigstjeneste og gav hver Knegt en halv Dalors Haandpenge. Naar disse Folk kunde blive mønstrede, og naar de Mænd, som Kongen havde udnævnt til Embeds- og Befalingsmænd i Norge, kunde komme frem, var det hans Hensigt at drage til Sverige igjen over Fjeldene. Han vilde i Throndhjem efterlade en Del tydske Folk som skulde bevogte Veiene fra det søndenfjeldske Norge, især Hedemarken; til Stenviksholm Forsvar holdt han tre fjerdedele af en Fennike tilstrækkelig, og derhos ansaa han det hensigtsmæssigt at lade Skjærgaarden bevogte med nogle Smaaskibe. Den Mand som Erik den fjortende havde udseet til sin Statholder i det nordenfjeldske Norge, skal have været Hr. Knut Haraldssøn Soop.
Claudius’s Reise forsinkedes imidlertid ved de store Snemasser, som havde ophobet sig paa Grændsefjeldene og gjorde Veiene ufremkommelige. Han maatte for det første blive i Throndhjem. I Slutningen af April besluttede han da at angribe Bergen, hvorhen han havde sendt hemmelige Bud med Breve til det derværende Borgerskab og til Tydskerne fra ham selv og hans throndhjemske Venner; disse Skrivelser henholdt naturligvis Opfordringer til Frafald, men de udrettede Intet, og de, der overbragte dem, blev endog opsnappede og straffede. Ikke heldigere var hans Forsøg paa et sætte sig i Forbindelse med Greven af Øsfriesland, Edvard den anden, der var den
