svenske Konges Svoger, og paa hvis Hjælp i Krigen denne troede at kunne regne.
Den 28de April droge nogle Skuder fra Throndhjem imod Bergen. Det var Hensigten overalt underveis at reise Almuen og paa den Maade samle en større Angrebsstyrke mod hin Norges største og vigtigste By. Men i denne var imidlertid forefaldt Begiveriheder, som ei alene hindrede denne Plans Udførelse, men som endog kom til at omstyrte det svenske Herredømme i Thrøndelagen lige saa hurtig, som det var erhvervet.
Bergens By var den vigtigste i i Norge, og Fæstningen Bergenhus det militære Middelpunkt for Rigets nordlige og vestlige Dele. Frederik den anden kalder ogsaa i et Brev til sin allierede, Kong Sigismund den anden af Polen, Bergen regni Norvegiae metropolis. Siden 1560 var Bergenhus med tilliggende betydelige Len, der foruden nuværende Stavangers og de to Bergenhusiske Amter ogsaa omfattede Nordlandene og Finmarken, betroede til den rige og duelige Erik Ottessøn Rosenkrands til Valsø i Sjæland, Medlem af det danske Rigsraad og udentvivl sin Tids største private Jordegodseier i Norge, idetmindste næst efter Fru Gyrvhild Fadersdatter Erik Rosenkrands viste sig i disse Aar som en værdig Eftermand af de tidiligere danske Lensmænd paa Bergenhus, Esge Bilde og Christopher Walkendorf, af hvilke den første i sin Tid med Dygtighed havde opretholdt Foreningen med Danmark, den enden med Kraft sat de hanseatiske Overgreb Grændser.
Til Bergen naaede naturligvis Efterretningen om Stenviksholms Erobring og Throndhjems Besættelse endnu inden Maanedens Udløb. Allerede den 18de Marts lod derfor Erik Roskrands baade Borgerskabet og Tydskerne mønstre. De udgjorde tre Fenniker eller Compagnier, bevæbnede paa forskjellig Maade, nogle som Hageskyttere, andre med Spyd, „Fyrrør“ o. s. v. Nogle vare forsynede med Harnisk, andre
