gamle Frihed. Claudius forlangte, at de skulde sende fuldmyndige Sendebud til hans Leir for Stenviksholm for at underhandle med ham om Underkastelse og Naade. Som saadanne Sendebud mødte allerede den 2den Marts fire Borgere og tre Kanniker, hvilke sidste synes at have været af norsk Adel. De erklærede „gjerne at ville undergaa Sveriges Krone“ og bade blot om Udsættelse med at aflægge Ed, indtil Stenviksholm havde overgivet sig. Da nu dette kort efter var indtruffet, tilsvore Borgere og Kanniker Claudius paa Erik den fjortendes Vegne Troskab den 8de Marts. Erik hyldedes som Arveherre, vistnok i Medhold baade af den ældgamle Opfatning af Norge som Arverige og af den svenske Arveforening af 1544. Man svor ogsaa, „at befordre hans Majestæts Gavn og Bedste efter yderste Norges Formuenhed og Magt“, men forøvrigt taltes ikke nærmere om det Forhold, hvori Thrønderne skulde træde til Sverige, om nemlig det nordenfjeldske Norge herefter skulde være svensk Provinds, eller om Erobringen skulde betragtes som Begyndelsen til hele Norges Forening med Naboriget.
Dette Skridt synes ikke Thrønderne at have gjort uvillige. Vistnok undskyldte de sig siden med at fortælle, at de først vilde have forsøgt Modstand enten ved Gevingaasen, et Pas paa den daværende Vei mellem Størdalen og Throndhjem, eller ved Langstenen (hinsides Stenviksholm), men vist er det, et dette blev til intet. Tvertimod saa Claudius Gallus sig snart omgiven af et ikke ringe Parti af Byens Folk og det at de mest ansete blandt dem. En af Borgermestrene, Adrian Falkener, Byfogden Oluf Nilssøn og flere andre navngivne Borgere, t. Ex. Hans Skotte og Caspar Bogbinder, sluttede sig fra første Færd af til ham; den første havde endog, endnu medens Stenviksholm beleiredes, sendt Claudius nogle Amer Vin som Foræring. Ogsaa en af den sidste Erkebiskops fordums Tilhængere, Hans Piber, der oprindelig hørte hjemme i
