Köln, senere havde fulgt sin Herre i Landflygtighed, men atter var kommen tilbage og havde været Byfoged i Throndhjem, gik over i Claudius’s Tjeneste. De mærkeligste blandt dennes norske Venner vare dog Kannikerne Mag. Henrik Nilssøn og hans Søn Mag. Christopher. Mag. Henrik, „en mærkelig Kannik og Throndhjems bedste Forsvar“, var en Søn af Norges sidste Drost eller Rigshovmester Nils Henrikssøn Gyldenløve; som uægte født havde hen maattet se paa, at Faderens store Eiendomme vare tilfaldne danske Svigersønner og selv maattet nøie sig med en geistlig Værdighed. Dette i Forbindelse med Tilsidesættelsen af den norske Adel i Alminnelighed og Udplyndringen af Kirkens Eiendomme har vel gjort ham til, hvad han kaldes i en samtidig Optegnelse: „capitalis hostis regis Danorum“. Hans fremrykkede Alder har dog sagtens hindret ham selv i nu at udrette noget af Betydenhed, men desto ivrigere viste sig hans Søn.
Kun ganske Enkelte bevarede Troskab med Kong Frederik. Blandt dem var Biskoppen, den gamle Mag. Hans Gaas, en dansk Mand, der siden 1549 med Hæder havde forestaaet dette Embede, og som allerede i Grevefeidens Dage skal have lagt sit Fædrelandssind for Dagen under Kampen med Lybekkerne. Mag. Hans havde 1542 svoret Frederik den anden Lydighed som udvalgt Thronfølger; han vilde derfor ikke sværge til nogen anden. Dog lovede han „at gjøre hvad Claudius var til Vilje, sidde stille og hverken skrive eller hemmelig sende Bud fra sig. Hermed var den svenske Krigshøvding imidlertid ei tilfreds og lod derfor Bispen gribe tilligemed hans søn Mag. Kjeld, som var Rektor ved Latinskolen, men slap deg siden den Gamle løs for en Brandskat af 2000 Daler. Ogsaa Adelsmanden Erik Andersen Hvittenstierne, der var gift med en Datter af den ældre Jens Bjelke til Østraat og Lucie Gyldenløve, synes at have negtet Claudius Lydighed. Denne lagde nemlig Beslag paa hans Gods og overlod det til sin Ven, Adrian Falkener.
