Landskab, hvor Befolkningen endog ligefrem havde negtet sin Befalingsmand Lydighed. Ridderen Hr Knut Haraldsson Soop og den ovenomtalte Mikkel Helsing indtog om Høsten 1563 Jemteland og Herjedalen uden Modstand. Til svensk Befalingsmand indsattes derpaa Anders Bjørnsson, den samme, der Aaret efter fandt en berømmelig Død sum Skibshøvedsmand i Fegtningen ved Warnemünde.
Snart kom dog den danske Befalingsmand over Trondhjems Len, Evert Bild til Ravnholt, med en norsk Hær af Borgere og Bønder over til Jemteland og gjenerobrede Landskabet.– For at forsvare det mod nye Angreb efterlod han vel nogle hundrede Bønder under den danske Mand Tønne Abildgaards Anførsel, men Jemterne klagede over at skulle underholde en saa stor Besætning i Landet og tilbøde at forsvare sig selv. Dette Tilbud blev mærkelig nok modtaget, og Tønne Atbildgaard drog bort.
Men lige efter Nytaar 1564 begyndte alvorligere Fiendtligheder. Kong Erik den fjortende, der holdt meget af at skifte Generaler, lod en af eine hidtilværende Hofbetjente, franskmanden Claude Collart (efter sit Fødeland almindelig benævnt Claudius Gallus), optræde som Anfører tor Krigsfolket imod Norge. Han var en Vinhandlersøn fra Champagne, der tidligere havde tjent Hertugen af Guise, men derpaa havde søgt til Sverige, hvor Franskmænd dengang modtoges med aabne Arme. I Aarene 1562 og 1563 havde han været med paa Gesandtskabsreiserne til landgreven af Hessen for et frie for Kongen til dennes Datter, og stod i det Hele høit i Eriks Gunst, men var aldeles uforsøgt som Krigsmand.
Den 9de Februar drog han ind i Jemteland med en Styrke af omtrent 4000 Mand; mellem dem vare 300 Skiløbere. En Del al Hæren bestod af tydske hvervede Knegte, men den største Del udentvivl af svensk Bønder. Claudius fandt Landet forladt af Tønne Abildgaard, og han kunde derfor indtage det med samme Lethed, som kort før Hr. Knut Haraldsson
