m
under Throndjems, men under Upsalas Erkebiskop. Det var den svenske Kirkes Metropolitan, som visiterede Landskabets tolv Prestegjeld, og næsten samtlige Geistlige vare svenske af Fødsel eller oplærte i svenske Skoler. Jemternes hele Dannelse og deres nationale Sympathier maatte nødvendigvis paavirkes heraf, og den Formodning er medrette bleven udtalt, at Jemteland sandsynligen allerede i det 14de Aarhundrede vilde ogsaa i politisk Henseende være bragt under Sverige, hvis ikke Frygten for det svenske Frelsearistokrati havde skræmt Almuen tilbage.
Jemteland modtog ogsaa Kirkereformationen i det 16de Aarhundrede fra Sverige, altsaa tidligere end det egentlige Norge, og den geistlige Jurisdiktion i Landskabet vedblev for det første at tilhøre Sverige. En saadan Uregelmæssighed havde i den katholske Tid, da den geistlige og verdslige Myndighed stedse vare strengt adskilte, forvoldt forholdsvis færre Ulemper og fandt, som bekjendt, da ikke sjelden Sted ogsaa andensteds[1], men nu, da Kirken skulde være en Statskirke, maatte dette Forhold vise sig høist uheldigt. Tvivl opstode strax om, hvorhen flere af de kirkelige Pengeydelser nu skulde betales, og det kom til alvorlige Rivninger mellem den dansk-norske Befalingsmand og den svenske Geistlighed. I 1540 klagede Bønderne over, at Fogden „med Hug og Slag forurettede deres Sogneprester, som vare dem sendte fra Sverige.“ Landets Provst, der residerede i Oviken, gjorde under hele Gustav Vasas Regjering Tjeneste som Spion paa de norske Grændser og betragtede sig ligefrem som svensk Undersaat.
Jemteland indtog altsaa en Stilling midt imellem Norge og Sverige, ikke ganske ulig den, som Slesvig i sin Tid har indtaget mellem Danmark og Tydskland.
Det faldt ikke Fienden vanskeligt at erobre et saadant
- ↑ f. Ex. Man og Hebriderne efter 1266, Lunds Erkesæde i Magnus Smeks Tid, Øerne Gotland og Rügen ved Reformationstiden o. s. v.
