74
Personer, gik Schøning meget vidt i sin Tro paa den gamle islandske Literaturs Paalidelighed som historisk Vidnesbyrd.[1] Og mellem de paalidelige Kilder regnede han ogsaa Fundinn Noregr. I denne Misforstaaelse laa hans største Svaghed.
Suhms Dom om sin Vens Verk var denne: „Enhver Upartisk og Kyndig maa tilstaa, at alt, hvad Skarpsindighed, Eftertanke, møisommelig Undersøgelse, udbredt Læsning, Sandhedskjærlighed kan tilveiebringe, er her anbragt. Stilen er tydelig, ordentlig, mandig og, hvor Tildragelserne det taale, Smuk.“[2] Og skjønt, som vi have seet, allerede Recensenten af Verkets første Del i „Kritisk Journal“ nok kunde nære Tvivl om de dristigste Hypotheser og endog tillade sig ironiske Bemærkninger derom, er der ingen Tvivl om, at Samtiden satte Verket overmaade høit, og det er visselig blevet læst med Fornøielse af Mange, saameget mere som den omhyggeligt udarbeidede Fremstilling gjorde Læsningen let og behageIig. Thi fra Formens Side staar uimodsigelig „Norges Riges Historie“ høit for sin Tid. Staar det end tilbage for O. H. Guldbergs omtrent samtidig udkomne, classiske, men desværre ufuldendte Verdenshistorie,[3] kan det dog forsvare en Plads blandt den Tids bedste danske Prosa. Jeg hidsætter en længere Prøve, for at Læseren selv kan dømme:
- ↑ Se hans Udtalelser herom i N. R Hist. I, Fortalen.
- ↑ Saml. Skr. VI, S. 42.
- ↑ Med Guldberg synes en kyndig Dommer, Rector Oluf Worm, at sammenligne ham i et Brev til Nyerup af 1797, hvori han i sin for den Tid meget strenge Dom om Suhm bl. A. udtaler: „Det er mig ubegribeligt, hvorledes man kan sætte ham ved Siden af eller over en Gram, Schøning eller Guldberg.“ N. M. Petersen, Bidrag til den D. Lit. Historie, V, 2, S. 85 (efter Nyt theol. Bibl. B. 19, S. 177).
