trædende Træk hos ham, at han gjerne vilde føre andre Folks Udspring tilbage til Norge. At Normanner og Nordmænd vare et og det samme, var for ham en given Sag, men han gik endnu langt videre, idet han ogsaa vilde godtgjøre, at Tydsklands Saxer vare udvandrede fra Norge, dengang dette erobredes af Nor og Gor, en historisk Begivenhed, som han henlagde til det første Aarhundrede efter Christi Fødsel. Disse udvandrede Nordmænd havde da „givet Tydskerne Smag paa Sørøveri.“ Den samme norske Oprindelse tillagde han ogsaa Skotlands Picter.[1] Saxo’s Beretninger om de danske Skjoldunger og de svenske Ynglinger søgte han at forklare saaledes, at baade Skjoldunger og Ynglinger bleve til Nordmænd[2], „saa at alle de store Ting, som en Skjold, en Gram, en Hadding efter Saxo’s Fortælling have forrettet i og udenfor Danmark, bør forstaaes om en norsk Skjold, en norsk Gram, en norsk Hadding.“[3]
Som man allerede kan slutte af det ovenanførte Sted, hvor Nor og Gor forudsættes at være virkelige
- ↑ N. R. Hist. I, S. 127, 129, 446 o. s. v. Recensenten i Kbhvns Addr.-Contoirs kritiske Journal for 1772 (S. 296) bemærker i den Anledning: „De Beviser, hvorpaa alt dette grunder sig, ere tagne af saa mange Omstændigheder, saa mange sammenlignende Beretninger, at det ikke er os muligt at bringe dem i Udtog. Elskere af saadanne Undersøgelser maa efterse dem hos Forfatteren selv, og vi ere forsikrede om, at deres Høiagtelse for hans store Lærdom og ugemene Sindrighed skal blive ligesaa stor, som deres Uvished om Sagen selv.“
- ↑ N. R. Hist. I, S. 164 o. s. v.
- ↑ Kritisk Journal for 1772, S. 299. Recensenten tilføier: „En Lykke bliver det for Danmarks Ære, at dets Historie har fundet ligesaa lærd, ligesaa vittig en Skribent i Hr. Conferentsraad Suhm, som den norske i Hr. Professor Schøning, og vi tvivle ikke paa, at jo Hr. Conferentsraaden vil søge at redde Saxo det bedste muligt, allerhelst da der i disse mørke og forviklede Sager ikke kan fegtes for Sandhed, men alene for Lærdom og Sindrighed.“
