72
skriver og fremlægge et Arbeide, der ikke alene skulde udtømme Stoffet, men ogsaa udforme det til et Kunstverk. Forbilledet var Polyb, hans Yndling blandt de antike Historieskrivere. Torfæus, hvis Fortjenester Schøning iøvrigt fuldt indrømmede, „havde af de gamle Skribenter, men især af de islandske Documenter samlet, udtrukket og oversat alt, hvad som løber ind i den norske Historie, men ikke kunnet bringe, hvad han havde samlet, i behørig Sammenhæng og henføre enhver Ting til sin rette Tid og sit rette Sted, kort, ikke deraf forfattet det norske Riges Historie.“[1] Dette var det nu Schønings Hensigt selv at gjøre. Han vilde ikke indskrænke sig til blot at fortælle de historiske Begivenheder, men ogsaa skildre hele de gamle Nordmænds Liv, „ei alene i Felten, i Krigs- eller Stats-Sager, men ogsaa i deres Handteringer, deres Sæder, deres Huus-Væsen, deres Religion, deres Øvelser og Tænkemaade.“[2] Disse Skildringer har han søgt at indflette i selve Fortællingen, idet han sindrigt benytter Leiligheden til at anbringe dem der, hvor en eller anden Begivenhed synes at fordre en nærmere Forklaring eller tilbyder sig som et typisk Exempel. Saaledes har han i Anledning af Egil Uldserks Begravelse efter Slaget ved Rastarkalv anbragt et Excurs om de Gamles Begravelser,[3] og førend han skildrer Haakon den Godes sidste Kamp, giver han en udførlig Beskrivelse af deres Vaaben.[4]
Schøning var ivrig for Norges Ære, tænkte høit om sine Landsmænds fordums Herlighed. Det var et frem-
