sig ind til ham, gjorde ham „Formaninger og Bebreidelser“ og ytrede „Tvivl om hans rigtige Religions Begreb“. Da han var gaaet, sagde Schøning: „Den Pedant!“[1]
Ligesom Schøning rostes som en kjærlig Ægtemand, var han ogsaa en trofast Ven. Det kjærlige Forhold mellem ham og Dass have vi oftere seet Beviser paa, og hans Venskab med Suhm er bekjendt. Denne forsikrer, at „Schøning og Hielmstierne kom Dass nærmest i Trofasthed, Fasthed og Ubøielighed og i at sige deres Mening lige ud.“[2] Mellem Venner kunde Schøning ogsaa være munter og oprømt.
Literær Bistand ydede han med Redebonhed Enhver, der søgte den hos ham, og Mange nød derfor godt af den, f. Ex. Hans Strøm, i Anledning af sin classiske Beskrivelse af Søndmøre, og Schnabel, Forfatteren af Hardangers Beskrivelse. Disciple, der viste Lærelyst, kom jevnlig i hans Hus, hvor han glædede sig ved at vise dem sine Bøger og Lærdomsapparater, og de dygtigste af dem anbefalede han hyppigen til Dass’s Veiledning i Kjøbenhavn.[3]
Schønings naturlige Eftermaalsmand var Suhm, der følte, hvormeget han skyldte ham, og som selv af Schøning i deres throndhjemske Periode havde modtaget Impulserne til det store historiske Verk, som han, lykkeligere end sin Ven, skulde udføre. Suhm skrev en kort Levnetsbeskrivelse af ham, der meddeltes baade paa Dansk som Fortale til tredie Bind af Norges Historie og paa Latin som Praefatio til Scr. Rer. Dan. Tom. V. Paa mangfoldige Steder rundt om i Suhms „Samlede Skrif-
