med Suhm. Ja, han var ikke langt fra at tro paa St. Pierres Theorier om en evig Fred.[1] I god Samklang hermed staar den „velmente Paamindelse“, som han i Fortalen til sin Norges Histories anden Del giver „sine kjære Landsmænd“ om „noget bedre at Studere Forfædrene, end hidindtil er skeet“, — „ei i deres Laster, ei i et stivt og ubøieligt, tildels følesløst Gemyt, ei i Ting, der ikke passe paa vore Tider, men i en tarvelig Levemaade, i Tapperhed, i et høit Mod, i Kjærlighed til Fædrenelandet, i at lægge Vind paa allehaande Legemsøvelser, i en ædel Tænkemaade, og i en Opførsel, der passer sig paa vore egne Lande, paa den Himmel-Egn, under hvilken vi leve, der kan characterisere os som en Nation, som en Original, og ei gjøre os til en Copie af andre Nationer, som vi en Tid lang have gjort os Umage for at blive.“ Han glæder sig ogsaa over, at Norges Historie „ikke har at opvise nogen Alexander, Cæsar, Muhamed, Cingischan og Tamerlan eller andre saadanne, der have forhvervet sig et stort Navn i Historien ved at ødelægge det menneskelige Kjøn.“
Som endel af de her meddelte Udtalelser nok kan lade os ane, var Schøning neppe fuldt ud orthodox. Men dette var et Emne, hvorpaa han nødig indlod sig; thi Strid om religiøse Meninger var ham imod. Som Skolemand havde han naturligvis efter Datidens Forhold ogsaa været Religionslærer og besad gode theologiske Kundskaber, men han tiltaltes mere ved Erasmus, Melanchthon og Grotius end ved den strengt lutherske Skole. Da han laa paa sin Dødsseng, hændte det, at en ung Prest, der i sin Tid havde været hans Discipel, trængte
- ↑ Suhms Saml. Skr. VI, S. 46—47.
