Skildring af ham endog forsikrer, at han „aldrig ved den ideligste Omgang kunde opdage nogen Feil hos ham“,[1] har dog paa et andet Sted indrømmet, at „han heldede noget lidet til Hidsighed, hvilket Rectoratet forvoldte“,[2] og Schøning selv tilstod, som vi have seet, under sin Strid med Nannestad, at han havde et pirreligt Sind. Hans Udvortes synes ogsaa at have baaret Præget af et saadant Indre, thi han var en bleg og mager Mand af et alvorligt Udseende. Presten Lorentz Wittrup, ligesom Brun en fordums Discipel, kunde ikke undgaa i sin Mindetale at røre ved de Egenskaber, vi her have antydet, men han fremhæver ogsaa, at der var indtraadt en Forandring i hans hele Væsen, da han som Professor kom tilbage til Throndhjem i 1773. „Nu indtog han alle uden at gjøre sig Umage derfor, vort Throndhjem saa ham atter med en blid Munterhed, en sjelden Belevenhed, der ligesom aabnede for Verden hans ædle Bryst og lagde hans sande Gemytsbeskaffenhed kjendelig for Dagen.“[3]
Skjønt fortrinsvis fordybende sig i historiske Kildeforskninger, hengav Schøning sig ogsaa til philosophisk Læsning og blev ikke uberørt af de nyere Tankeretninger i Aarhundredet. Leibnitz’s Theodicee tiltalte ham i særdeles høi Grad, og hvad der er mærkeligt, han sværmede ogsaa lidt for Rousseau. Vel erkjendte han, at „Videnskaber vare Mennesket fornødne i dets nærværende Tilstand“, men han troede dog, at „Mennesket var lykkeligere i den naturlige Stand, end i den slebne“, og herom havde han mangen venskabelig Strid
