Hopp til innhold

Side:Daae - Gerhard Schøning.djvu/70

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

været Møllmanns Efterfølger som Professor og Bibliothekar. Den 21de April var Carl Deichman død i Porsgrund.

Den navnkundigste af Schønings Disciple fra Throndhjem, Johan Nordal Brun, om hvem han selv har nedskrevet i Skoleprotokollen de Ord: „Største Haab“,[1] kom kort før sin Død leilighedsvis til at udtale sig om sin fordums Lærer og bedømte ham da saaledes: „Blandt de Rectorer, som jeg, 70aarige, kan erindre, har jeg Ingen hørt rose, blot som Rector, mere end Thrønderen Benjamin Dass. Kun et af hans Rector-Mesterstykker vil jeg nævne, min Rector Schøning, af Naturen saa ganske uden Geni, som nogen Adams Søn, men, Dass’s Opdragelse og Yndling, blev han den Uforglemmelige, som Verden, som Norge især kjender og ærer.“[2] Ganske vist er dette overdrevne Ytringer, der paa engang indeholde en Overvurderen af Dass’s Evner som Lærer, ja af den pædagogiske Kunsts Kræfter i Almindelighed, og en Undervurderen af Schønings naturlige Gaver. Men det er dog Værd at lægge Mærke til dem, thi de indeholde et Vidnesbyrd af en aandfuld Mand, der har kjendt Schøning godt, om det end maa medgives, at Nordal Brun efter sin hele Retning let kunde være udsat for at misforstaa visse Sider hos den, der som Schøning først og fremst var og vilde være Lærd. Han, der selv har klaget over sit „Humeur“, kan nok til daglig og udenfor Venners Kreds have været alvorlig og ordknap, og Brun kan have opfattet dette som Mangel paa Aand.

Suhm, der saa stærkt berømmer Schøning og i sin

  1. Throndhjem Skoles Program for 1855, S. 84.
  2. J. N. Brun, Frederich Christian Holberg Arentz’s Portrait og Biographie. Kbhvn. 1816. S. 11.