Schøning havde stedse arbeidet med anstrengt Flid, men hans Helbred havde dog hidtil været ret god. En regelmæssig Levemaade og de Legemsøvelser, hvorpaa han synes at have sat Pris, have vistnok ogsaa bidraget til at bevare den. I 1778 var han imidlertid begyndt at skrante. Han blev i April angreben af en Betændelse i Leveren; Luxdorph fandt ham „farlig syg“, da han var hos ham den 20de April, og besøgte ham derfor saagodtsom daglig i den nærmestfølgende Tid. Allerede den 16de Mai var Schøning dog „vel igjen“ og aflagde et Gjenbesøg hos Luxdorph. I Slutningen af September 1779 overfaldtes han imidlertid pludselig af Betændelse i Underlivet, og atter se vi, at hans trofaste Ven Luxdorph flittig besøger ham, stundom endog flere Gange daglig. Schøning blev aldrig mere frisk efter den Tid, skjønt han dog kom ud igjen. I Juni 178O var han ude paa Landet, men her fik han i den følgende Maaned en Blodstyrtning. Han ønskede at se Luxdorph, som ogsaa besøgte ham, men fandt hans Tilstand meget slet. Den 18de Juli døde han, og den 24de s. M. blev han begravet i Frue Kirke.[1]
Samme Dag som Schøning døde Hielmstierne, der havde erhvervet sig saa store Fortjenester af Videnskabernes Selskab, og hvis ypperlige Samling af dansk Literatur hører til det kongelige Bibliotheks store Skatte. Tremaanedersdagen efter, 18de October, døde Historikeren Johan Henrik Schlegel, der i de sidste Aar havde
rede længe før sin første Hustru Død havde været forelsket. (Folke, udg. af Fr. Barfod, I, S. 461 flg.).
- ↑ Luxdorphs Almanaker. Suhms Saml. Skr. VI, S. 46. J. Chr. Berg har antegnet, at Schøning oprindelig havde paadraget sig sin Sygdom i Geheimearchivets kolde Rum.
