Saadant var, allerhelst i den Tid, intet usædvanligt, Langebek f. Ex. havde gjort noget lignende og det to Gange efter hinanden.[1] Men medens den correcte Langebek ogsaa i sit Husliv blev et Mønster, var Suhms Forhold i denne Henseende ikke bifaldsværdigt. Efter Karen Angells Død berømmede han i varme Udtryk hendes mange gode Egenskaber[2] og tilstod, at hun havde været en fortræffelig Kone, der „sørgede for alle Ting i Huset, endog naar Bygninger Skulde opføres, saa at hendes Mand ikke havde andet at gjøre end at studere og fornøie sig, da hun med al mulig Ømhed sørgede for ham i alle Ting.“ Han erkjendte ogsaa da, at hun, paa hvis Opdragelse Intet var sparet, besad megen Dannelse og mange Kundskaber. Men forlængst havde den forøvrigt saa ansete Suhms Liv i en vis Henseende vakt almindelig Forargelse, og dette skal endog have været Grunden til, at han flere Gange efter hverandre gik glip af det hvide Baand, der var ham tiltænkt saavel i 1774 som i 1784.[3] I 1777 vilde Fru Suhm endog klage
- ↑ Langebek skriver selv til Carl Deichman fra Stockholm den 3die Dec. 1753: „I Norrköping havde jeg mit Hoved-Qvarter, der var det, jeg kom i en uventet Correspondence med nogle af mine Venner i Kjøbenhavn, som bragte mig et fordelagtigt Parti i Forslag, hvorefter jeg i Octobri maatte skyndigst reise hjem og fik den Sag lykkeligt bragt i Rigtighed.“ Deichm. Bibl. Mscr. No. 111, 4to, smlgn. Langebekiana, udg. af Nyerup, S. 181.
- ↑ Character af Frue Karen Suhm f. Angell, i Saml. Skr. IV, S. 361 flg.
- ↑ I et udateret Brev, der dog rimeligvis (jvfr. Schønings Brev i Suhms Saml. Skr. XV, S. 445) maa henføres til 1774, skriver den lærde Prest E. G. Schytte i Bodø: „Paa min Efterspørgsel i Kjøbenhavn, hvorfor Suhm ikke har faaet Baandet, fik jeg til Svar, at Enkedronningen har afværget det formedelst hans altfor bekjendte amours.“ (Thjems Vid. Selsk. Mscr. 265, fol.). Luxdorphs Skrivkalendere og nogle senere udarbeidede Commentarer til disse (ligesaa i Geh.-Arch.) meddele forskjellige Enkeltheder til denne
