gerne[1] skulde sælges, tilligemed hvad Dass forresten maatte efterlade til Fordel for hans to Søstre. Schøning, der selv stadig havde samlet Bøger, saa ved dette Testamente sin Bogskat betydelig formeret og var nu Besidder af et anseligt Bibliothek.
Blandt Schønings Venner i disse Aar var udentvivl Geheimeraad Bolle Willum Luxdorph en af hans fortroligste og kjæreste. Denne sande Lærdomselsker opskrev i en lang Række af Aar i sine Almanaker, der bevares i Geheimearchivet, en kort Redegjørelse for hver Dags Begiveriheder, og vi erfare heraf, at han idelig saa Schøning i sit Huus og selv igjen ofte besøgte ham. Luxdorph holdt ikke af at gjøre Selskaber og kom sjelden til Hove, men desto mere Pris satte han paa en stadig Omgang med en liden Kreds af Venner, og i Valget af disse lod han ikke Standshensyn raade; „han var,“ siger Suhm,[2] „ikke en Geheimeraad som andre, men en philosophisk Geheimeraad.“ Hielmstierne, Kofod-Ancher, Erichsen og Suhm hørte til dem, med hvem Schøning her traf sammen.
Til den sidstnævnte stod han fremdeles i det nærmeste Forhold, men just fordi dette Venskab var saa gammelt og prøvet, maatte Schøning berøres, og det vistnok meget smerteligt, ved den store Ulykke, der i den Senere Tid havde fordrevet Glæden fra Suhms Hjem. Der var nemlig i Suhms Liv en mørk Plet, og det var hans Opførsel mod den Hustru, hvis rige Arvemidler havde sat ham i Stand til at leve det sorgfrie, Videnskaberne indviede Liv. Han havde ægtet den af alle vel omtalte, men ikke smukke Karen Angell for Pengenes Skyld.
