Denne Udgave, hvis Fortsættelse senere overdroges Skule Thorlacius, holdt sig tre Menneskealdre, lige indtil Unger gjorde den overflødig (1868). Selvfølgelig havde den store Mangler, Kritiken af de benyttede Haandskrifter lod meget tilbage at ønske, og fra Peringsköld optoges „mange Træk som tilhørende Snorres Text af Kongesagaerne, der ere denne uvedkommende og eiendommelige for den senere vidtløftigere Bearbeidelse af disse, for ikke at tale om, at man har ladet Ord og Vendinger falde Snorre i Pennen, som have været aldeles ubekjendte for ham og hans Tid.“[1] Det „islandske“ Sprogstudium var endnu ikke saaledes udviklet, at fuldkomne Udgaver af den gamle Literaturs Skrifter vare blevne mulige, men, som N. M. Petersen bemærker om Schønings Snorre, „desto mere vidunderligt er det, at Sprogets Behandling ikke blev ganske forfeilet.“[2] Den latinske Oversættelse, der ledsagede Snorres Text, Skyldtes ogsaa Schøning, hvorimod den danske besørgedes af Jon Olafsen.
Ogsaa paa anden Maade kom Schøning i denne sin sidste Periode til at virke for Oldliteraturens Udgivelse. Han var nemlig den 12te Juni 1776 bleven Medlem af den Arnamagnæanske Commission[3] og havde i denne Egenskab Del i Udgaven af Hungrvaka, hvortil han ogsaa forfattede Fortalen.
Endelig hidrører ogsaa fra hine Aar tredie Bind af
- ↑ Heimskringla eller Norges Kongesagaer af Snorre Sturlassøn, udg. ved C. R. Unger. Chra. 1868. Forord, S. XVII—XVIII. Gustav Storm, Snorre Sturlassøns Historieskrivning. Kbhvn. 1873. S. 228 flg.
- ↑ N. M. Petersen, Bidrag til den danske Literaturs Historie, V, 2. Kbhvn. 1861. S. 67.
- ↑ Scr. R. D. V, l. c.
