været Amanuensis ved Universitetsbibliotheket, en velstuderet og flittig Mand ikke uden literære Fortjenester.
Om Schøning som Archivar er der forresten meget lidet at sige, og Sporene af hans Virksomhed som Saadan i de faa Aar, han virkede i dette sit sidste Embede, ere kun faa[1], men hans literære Virksomhed fortsattes ogsaa i hine Aar med uforandret Flid. Der var først givet ham Befaling til, at han skulde fortsætte Langebeks store Verk, Udgivelsen af Scriptores Rerum Danicarum, hvoraf tre Bind vare udkomne i dennes levende Live, ligesom han ogsaa skulde antage sig det store Diplomatarium, men efter en Ordre fra Arveprinds Frederik, der foranledigede Rescriptet af 17de Juni 1776, forandredes Bestemmelsen Saaledes, at Suhm skulde overtage Scriptores, medens Schøning skulde udgive Heimskringla.[2] Denne forelaa hidtil kun i Peringskölds Udgave, men allerede Gram havde begyndt at forberede en ny ved at lade Islændinger afskrive og conferere Haandskrifterne.
Paa dette store Arbeide tog nu Schøning fat med stor Iver, og i Aarene 1777 og 1778 udkom to svære Bind af den bekjendte Folioudgave af Snorre og en stor Del af tredie Bind (til S. 211) var færdigtrykt.[3]
- ↑ Conferentsraad Wegener, en af Schønings Efterfølgere saavel i det historiske Professorat som i Geheimearchivar-Embedet, gav mig i sin Tid med udmærket Forekommenhed Adgang til at gjennemse den af ham selv forfattede Registratur over Archivets Embedspapirer, hvilke imidlertid for Schønings Tid ikke frembød nogen Oplysning af Interesse.
- ↑ Scr. R. D. V, Praefatio.
- ↑ Heimskringla edr Noregs Konunga Sögor af Snorra Sturlasyni. Historia Regum Norvegicorum conscripta a Snorrio Sturlae filio. Havniae. I—II (III), 1777, 1778, (1783). Folio. I Upsala optryktes Originaltexten i tre Bind, (1815, 1817, 1829).
