Side:Daae - Gerhard Schøning.djvu/28

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

24

Velynder“ og ydmygt hilse den „naadige Frue“ og den „kjære Junker“.[1]

To Gange om Ugen kom Rectoren regelmæssig til Kammerjunkeren eller, som han nu hed, Etatsraaden, og hver saadan Sammenkomst varede mindst fire Timer. De lærte hinanden da indbyrdes Engelsk og Italiensk, Schøning lærte Suhm Islandsk og gjennemgik i den Hensigt Snorre med ham,[2] men især drøftede de historiske Spørgsmaal. Schøning, som allerede havde den dristige Plan at skrive et stort Verk over Norges Historie, opmuntrede Suhm til at skrive Danmarks. I den første Tid levede ogsaa Dass endnu i Throndhjem, som Rector emeritus, og der er vist ingen Tvivl om, at han i Begyndelsen har været Trediemanden ved Sammenkomsterne, men efter et Par Aars Forløb begyndte han at finde Tiden for lang og flyttede derfor ned til Kjøbenhavn, hvorfra han imidlertid vedligeholdt den flittigste Brevvexling med sine to Venner i Throndhjem,[3] og hvor han stadig saa sig istand til at gjøre dem literære Tjenester. Han syslede nemlig selv uafbrudt med Studier, idet han

  1. Suhms Saml. Skr. XV, S. 440 flg. Danske Saml. III, S. 377.
  2. En Lærer, helst en saadan som Schøning, i dette Sprog var dengang ikke til at faa. Luxdorph skrev 1752 fra Kjøbenhavn til Suhm, at han „misundte ham Mag. Schønings Kjendskab og Omgjængelse“, da han selv gjerne vilde have Schønings Hjelp til at læse Landnamasaga, Sturlungasaga osv., men Suhm svarede (Luxdorphiana, udg. af Nyerup, S. 457): „Jeg har en liden Proces med min Herre. Han siger, at Han misunder mig Schøning. Deri gjør han Synd. I Kjøbenhavn har de et temmelig Forraad paa lærde Folk, i det mindste mere end her. Desuden kunde det vel og engang falde mig ind at lære vort gamle nordiske Sprog af Schøning, og om han da var borte, saa sad jeg der jo i en god Maade.“ Dengang var altsaa Læsningen af Islandsken endnu ikke begyndt.
  3. Fra Dass’s sidste Tid i Throndhjem har man et interessant Brev til Biskop Hersleb, trykt i L. Daaes Throndhjems Stifts geistl. Hist., S. 235—237.