23
Det var et overordentligt Held baade for Schøning og for Suhm, at de, naar de maatte forlade Hovedstaden, kom til at blive boende i den samme By. Begge vare lige ivrige Videnskabsdyrkere, men hver især af dem besad Egenskaber, der kunde supplere den andens, eller var saaledes stillet, at han kunde komme den anden til Hjelp. Den sex Aar ældre Schøning var rimeligvis den lærdeste, og som den, der selv havde maattet kjæmpe sig frem, havde han sikkert den grundigste Skole. Han havde bl. a. med stor Flid tilegnet sig det islandske Sprog, og i dette, vistnok ogsaa i mere, kunde han være Suhms Lærer.[1] Paa den anden Side havde Suhm Fordelen af den uafhængige Rigmands Otium, han var istand til at forskrive Bøger og literære Hjelpemidler efter sit Hjertes Lyst, en uberegnelig Fordel ogsaa for Schønings Studier. Dertil kom ogsaa, at Suhm havde et lettere og muntrere Sind og vistnok arbeidede raskere end den anden.
I al den Tid, Suhm og Schøning boede i Throndhjem, det vil sige i hele fjorten Aar, bestod der mellem dem en uafbrudt Omgang, og deres Venskab varede Livet igjennem. Men man vilde ganske misforstaa Datidens Tænkemaade og Aand, ifald man troede, at en fornem Adelsmand, som Suhm, og en borgerlig Embedsmand i en Rectors beskedne Stilling kunde omgaaes fuldt ud som Ligemænd. I deres daglige Omgang, helst paa Tomandshaand, er det vel troligt, at Etiketten ikke har havt meget at betyde, men i Schønings Breve til Suhm vil man altid se ham betegne denne som sin „høistærede
- ↑ Suhms Saml. Skr. VI, S. 36.
