16
I de sidste Aar af dette Ophold i Kjøbenhavn var Schøning derhos en af Decanerne ved Communitetet.[1] Ved denne Stiftelse havde han, som allerede ovenfor anført, tidligere været Alumnus og som saadan, overensstemmende med Datidens Skik, maattet udgive nogle Disputatser som Vidnesbyrd om academisk Flid. De vare fire i Tallet og handlede samtlige om den orientalske Philosophis Oprindelse.[2]
I 1750 udgav han sin første Afhandling i den nordiske Historie. Hans Landsmand og Lærer, den nysnævnte Professor i Græsk, Caspar Frederik Munthe (dimitteret fra Throndhjem 1723), holdt i hint Aar Bryllup med sin Forlovede, en Jomfru Kaasbøll. Til denne Høitidelighed forfattede Schøning „Nogle Bemærkninger over vore gamle nordiske Forfædres Giftermaal og Bryllupper“, hvilke han „offererede i Steden for et Gratulations-Vers,“ „efterdi,“ siger han, „jeg ikke haver den Lykke at kunne regne mig blandt Poeter og hverken Humeur eller naturlige Gaver til at gjøre Vers.“[3]
Af en ganske anden Betydning var dog Schønings næste Arbeide, der saa at sige var hans Habilitationsskrift i den lærde Verden. Han havde tidlig med Forkjærlighed beskjæftiget sig med sit Fødelands ældre Geographi, som et naturligt Forstudium for den, der skulde skrive dets Historie, og kom her ind paa en Bane,
- ↑ Han opføres dog ikke blandt disse i Beckmanns Historia Communitatis Regiae.
- ↑ De origine philosophiae orientalis. Partt. 1–4. 4to. Hafn. 1744—1747. For hans Biographi frembyde de ingen anden Interesse end den, at han altid havde Thrøndere til Defendenter, i 1744 Søren Hagerup, 1745 Hans Dahl, 1746 Elias Heltberg, 1747 Nils Bredal. (Expl. paa det st. kgl. Bibl. i Kbhvn.).
- ↑ Expl. i det Deichmanske Bibliothek.
