15
Dimis, skjønt han neppe nogensinde har tænkt paa Prestekald. Hvad der for ham syntes at ligge nærmest, var at opnaa et Rectorat, og hertil forberedte han sig ved flittige philologiske Studier, i Latin under Anchersen, i Græsk under Munthe, Grams Vicar og siden 1748 hans Eftermand som Professor, i Hebraisk under Kall. Han drev det meget vidt i de classiske Studier.[1] Derhos lagde han sig ogsaa efter nyere Sprog, og heller ikke i Philosophi, Jurisprudents, ja end ikke i Mathematik og Naturvidenskab var han ubevandret. Men Historien blev hans Hovedfag, og al hans Stræben gik meget tidlig ud paa intet mindre end at blive sit Fødelands Historieskriver og det lige fra den ældste Tid til den nyeste. Med Flid lagde han sig strax efter det Sprog, som dengang kaldtes det islandske, og som naturligvis var et uundværligt Hjelpemiddel for hans Hovedstudium. Udentvivl har han ikke indskrænket sig til de faa Skrifter, som dengang vare trykte af den norrøne Literatur, men allerede nu opsøgt Haandskrifterne i den arnamagnæanske Samling.[2]
Imidlertid havde Schøning i 1748 erhvervet Magistergraden. Han havde som Student nydt academiske Beneficier og dertil været kjærligt understøttet af Rector Dass. Selvfølgelig havde han ogsaa givet Informationer.[3]
- ↑ „Han skrev en ren og god latinsk Stil, og var der vel neppe nogen latinsk Autor, som han ei havde læst. I det græske Sprog var han og meget bevandret og havde læst alle Historieskriverne, samt Homerus, Demosthenes etc.“
- ↑ Som Rector i Throndhjem lod han afskrive Stykker af denne, saaledes Kongespeilet, se Nordisk Tidsskr. for Oldkyndighed. Kbh. 1856. S. 145 flg.
- ↑ Blandt hans Disciple vare Nils Krog Bredal, den senere Borgermester, Theaterdirektør o. s. v., I. C. Bloch, siden Biskop i Ribe, Johan Collett til Rønnebæksholm (Statsraad Jonas Colletts Fader).
