som allerede i det foregaaende Aarhundrede var betraadt af hans Landsmand, Lector Melchior Ramus i Throndhjem, den første, der har gjort Norges Geographi til Gjenstand for et planmæssigt videnskabeligt Studium, og som i den Hensigt skal have bereist det for at tegne fuldstændige Karter.[1] Som Frugt af sine Studier i denne Retning udgav Schøning sit „Forsøg til de nordiske Landes, særdeles Norges gamle Geographi, hvorved Finmarkens og hosliggende Lapmarkers gamle Grændser o. s. v. undersøges“. (Kbhvn. 1751. 4to. 144 Sider). Bogen udkom paa det nys omtalte Danske Selskabs Bekostning, thi nu var Mag. Schøning optagen deri, en virkelig videnskabelig Udmærkelse, thi dette Samfund har altid vist en priselig Strenghed i sit Valg af Medlemmer. Nu har Skriftet nærmest kun literærhistorisk Interesse, men i sin Nyhed vakte det en overordentlig Opmærksomhed. Det berørte derhos Spørgsmaal af politisk Interesse, thi Norges Grændser mod Rusland og Sverige vare ikke bragte paa det rene. Mod Rusland vedbleve de at være usikre lige til 1826, men med Sverige havde der længe været forhandlet om en Grændsetractat, der længere ud paa Aaret (18de October 1751) kom til endelig Afslutning. Langebeks Breve til Carl Deichman vise noksom, hvor stor Pris de Lærde satte paa Schønings Verk,[2] og af Hensyn til dets publicistiske Vigtighed indgik „Danske Selskab“ med Andragende til Kongen om Understøttelse til at lade det udkomme ogsaa paa Fransk. Ved Rescript af
