indtil 1662 kun at udfærdige Stevninger og holde Exekutioner. Men om Løn for Borgermestre og Raadmænd var der ikke synderlig Tale, da de forudsattes at have sit Udkomme ved sin borgerlige Næring. I 1648 var der tilstaaet Borgermestrene en halv Daler af hvert indgaaende og udgaaende Skib, dog Hollændernes undtagne, da de havde Privilegium paa at være frie for denne Afgift. Ligeledes kunde de toldfrit indføre sex Læster Rostokkerøl, sex Amer Rhinskvin og sex Oxehoveder Franskvin.
Det menige Borgerskab var saagodtsom ganske umyndigt Vel holdtes idetmindste engang om Aaret et Møde paa Raadstuen af samtlige Byens Borgere, men de spillede der en saa passiv Rolle, at man maa tænke paa Folkeforsamlingen i det gamle Sparta. «Hver St. Thomæ Aften (21de Decbr.), heder det i en Lagmands Optegnelser fra Aaret 1650, skal alt Borgerskabet være i Byen at høre Byens Privilegier og videre forfare, hvad Byens Øvrighed haver med dennem at bestille»[1]. Enkelte Spor findes dog til, at der stundom har været en Art Opposition tilstede mod Magistratens Regimente. I 1645 finder man saaledes, at Borgerne holdt Forsamlinger paa egen Haand eller, som det heder, «sammenrottede» sig mod sin Øvrighed. Det var Udtryk af den samme Frihedstrang, som samtidig var vaagnet i de danske Kjøbstæder og hos os tildels i Bergen, og som vel blev en medvirkende Aarsag til Adelsvældets Fald, men snart hendøde efter Suverænetetens Indførelse.
Revolutionen af 1660 kom nemlig til at fremkalde Forandringer i det kommunale Væsen, der gik i lige modsat Retning af den, i hvilken Borgernes Ønsker i flere Byer havde gaaet. Al Magtfylde skulde herefter være samlet i Kongens Person, og samtlige Magistratspersoner gik fra at være Byernes Ombudsmænd og Repræsentanter over til at blive Kongens Embedsmænd, skjønt det rigtignok endnu varede mere end et Aarhundrede, inden man begyndte at forlange videnskabelig Dannelse eller fagmandsmæssig juridisk Indsigt af dem, og borgerlig Næring for det første vedblev at være forenelig med Plads i Magistraten. Byfogden blev nu Dommer i første Instants, Magistraten dømte i anden. Fra dennes eller den saakaldte Raadstuerets Dom appelleredes siden 1670 til
- ↑ Udentvivl en oprindelig tydsk Sædvane, jfr. Beneke, Hamburgische Geschichte u. Denkwürdigkeiten, S. 283.
