Kommunale Forhold.
Da Christiania blev anlagt, overførtes naturligvis Oslos municipale Institutioner uden videre til den nye Stad. Disse Forhold vare senest blevne ordnede i Aaret 1619 ved en Forordning, der gjaldt samtlige norske Byer. Ifølge denne Forordning skulde enhver By have efter Omstændighederne en, to eller flere Borgermestre og fire eller sex Raadmænd. Raadmændene skulde beskikkes af den kongelige Lensmand eller af Lensmanden i Forbindelse med Borgermester og Raad, og mellem Raadmændene skulde igjen Borgermesterværdigheden gaa paa Omgang. I 1651 finde vi to Borgermestre og hele ti Raadmænd i Christiania. Indtil Enevældets Indførelse toges til Medlemmer af Raadet udelukkende Byborgere. Raadet drog Omsorg for Byens Vel i Almindelighed, varetog Politivæsen, Bygnings- og Brandvæsen, sørgede for Udligning og Fordeling af Skatter. I dets Haand laa ogsaa flere andre Sager, der nu ikke længere regnes til de kommunale. Raadet repræsenterede saaledes altid Byen ved Stændernes Møder. Det besad indtil henimod Indførelsen af Christian den femtes Lovbog Kaldsret til Sognepræstens og Kapellanens Embeder ved Byens Domkirke[1]. Raadmændene vare endvidere selvskrevne Lagrettesmænd og altsaa i Besiddelse ogsaa af dømmende Myndighed; Byfogden havde
- ↑ Tolvpresten (den senere saakaldte Tredieprest) valgtes af Domkapitlet. Se om disse Forhold mit Skrift: «Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen». Chra. 1879.
