raaderne Falbe, v. Holten og (Prof.) Treschow. Efter nogle gjensidige Komplimenter erklærede Christian Frederik, at de af Rosen overleverede Breve vare unyttige. Han havde nemlig nu erklæret sig for Landets Regent «efter Folkets Ønske og for under den nærværende Krisis at kunne holde den almindelige Gjæring i Tømme», men vilde gjerne leve i godt Naboskab med Sverige og i Fred med alle Nationer, som vilde respektere Norges Rettigheder. Efter dette afslog naturligvis Rosen Prindsens Indbydelse til Middag og forlod Christiania allerede samme Aften Kl. 7, ledsaget efter Prindsens ordre af Kammerjunker Mansbach. Rosen mente at have faaet det Indtryk i Norge, aat der herskede en stor Uvilje mod Danmark, og at man kunde betragte det Baand, som tidligere fandtes mellem de to Nationer, som brudt for stedse». Derimod mente han, at der hos «det lavere Folk» ikke fandtes nogen Uvilje mod de Svenske. I Christiania dømtes forskjellig om den Maade, hvorpaa Rosen var bleven behandlet. Etatsraadinde Treschow skrev til sin Veninde, Fru Christiane Koren i Ullensaker, om de svenske Herrers «flaue Fjæs», men sindigere Dommere, f. Ex. den senere Statsraad Collett, vare ikke ret tilfredse med Prindsens Holdning ved denne Leilighed.
Den patriotiske Stemning i Norge var stærk og smuk, men tillige exalteret og, som altid under saadanne Omstændigheder, intolerant imod dem, som ikke kunde dele Flertallets Begeistring. Jacob Aall fortæller, «at det var en Kval i de Dage at være tilstede i store Selskaber eller endog i Vennelag, naar man ei kunde deltage i de patriotiske sværmerier og høie Talemaader om Nationens Kraft, Regentens Visdom og andre Staters Ugudelighed». En anden Samtidig, Amtmand Blom, siger, «at man kunde takke Landets physiske Beliggenhed og Nordmændenes mindre choleriske Temperament for, at de Trudsler og Forbandelser, der skriftlig eller mundtlig udstødtes mod enhver, som ei blindthen hyldede Prindsen og hans Foretagender, ikke udartede til vilde Injurier og Grusomheder. Thi Terroristerne troede sig ved sin aflagte Ed berettigede og de mindre Stærke derved forpligtede til at udskrige enhver afvigende Mening eller Betænkelighed som Mened og Forræderi».[1]
Datidens Blade, «Tiden »og «Intelligents-Sedlerne», svømmede over af patriotiske, sikkert velmente, Inserater i Vers og Prosa
- ↑ C. P. Blom, Norges Statsforandring i 1814, S. 111.
