to Tønder for et lignende Kvantum Menneskeblod. Kammerherre Rosenkrantz, ja endog Prindsen selv, vare Medvidere. De ulykkelige Ofre slagtedes i «Christian Olsens Gaard», og en Bonde, som havde udrevet sin allerede afklædte Datter af Mordernes Klør, var gaaet til Prindsen, men havde fundet en kold Modtagelse. De politiske Forhold bleve imidlertid med hver Dag alvorligere. Den 3die September var Krigen mod Sverige fra dansk Side erklæret. Christian Frederik havde Ordre til at gjøre Indfald fra Norge, men opfyldte ikke denne Befaling. I Danmark var Stemningen hos dem, der kjendte Situationen, alvorlig og bekymret. Der gaves vistnok et tydsksindet Parti, som fandt Koalitionens Tilbud om Erstatning for Danmark af nordtydske Byer og Landskaber, ifald det godvillig afstod Norge, antageligt, ja lokkende, men dette Parti var et Mindretal. De virkelige Danske indsaa den Fare, som Udvidelsen af Monarkiets tydske Elementer vilde medføre for Nationaliteten. De dømte tildels strengt om den Konge, hvis Uklogskab man maatte tilskrive den fortvivlede Stilling, hvori Staten var geraadet. Man begyndte at tale om, at Frederik den sjette burde redde Norge fra at komme i svensk Vold ved at frasige sig dets Krone og lade Prinds Christian blive selvstændig norsk Konge. Paa denne Maade haabede man, at Koalitionen ligeoverfor ham skulde blive afvæbnet, og naar Danmarks Thronarving blev Norges Konge, vilde der være en nær Udsigt til Landenes Gjenforening. Sandsynligvis har Christian Frederik kjendt denne Plan, men Kongen bragte den ei paa Bane for ham, og han maatte altsaa tie. Derimod traf han paa egen Haand adskillige andre Foranstaltninger. Ved Agent Nielsens Redebonhed til at tjene Staten opdrev han 14,000 Lstrl., hvormed han indkjøbte Klæde o. s. v. til Armeen. Han beskjæftigede sig ogsaa med større Planer og tænkte paa Dannelsen af et Slags særeget Ministerium i Norge, en Regjeringskommission eller et «Regjeringsraad», hvortil han havde udseet Marcus Gjøe Rosenkrantz, Thygeson, (der i 1812 havde fulgt Rosenkrantz i Stiftamtmandsembedet i Christiania), Grev Trampe (Stiftamtmand i Throndhjem), justitiarius Falbe, Carsten Anker, samt – hvad der er ret mærkeligt – Grev H. Wedel-Jarlsberg, men denne Tanke kom ikke til Udførelse. Ud paa Aaret fik Frederik den sjette paany af sine fortrolige Raadgivere det Raad at lade Christian Frederik «pro forma» vælge til Konge af Nordmændene; denne Gang kom Raadet fra den høit anseede Kardorff, «den af alle Generaler udenfor Fyrstestanden, som Kongen havde
