størst Tillid til og Venskab for». Men han vilde ikke høre paa saadant og skrev til sin Fætter: «At afsondre Norge fra Danmark er altfor farligt og bør aldrig ske. Hvem der forebringer Dem Sligt, fjern dem fra Deres Side»[1].
Men Livet i vor Hovedstad paavirkedes ikke meget af de alvorlige Tider. Man vedblev med Komedier, Baller og Lystigheder, og Prindsen var som sædvanlig en ivrig Deltager. I December spilledes saaledes Kotzebues «Forplumringerne», og efter endt Forestilling legedes Julelege, i hvilke Christian Frederik endog efter Forlangende af Frøken Bech (Biskopens Datter) satte sig paa Forundringsstolen. Ved samme Tid skulde Lessings berømte Stykke «Emilia Galotti» indstuderes. En af Byens rigeste og mest anseede Damer, John Colletts Enke, ønskede sig Orsinas Rolle, men man fandt, at hendes Alder gjorde hende mindre skikket til at spille ung Pige, og foreslog hende derfor at spille Claudia Galotti, Heltindens Moder. Herover blev hun fornærmet og udfandt nu, at Opførelsen af dette Stykke ikke passede til Tidsomstændighederne, saasom en af Hovedpersonerne, den letsindige Prinds Ettore Gonzaga i Guastalla, altfor meget maatte minde om Christian Frederik. «Emilia Galotti» blev da henlagt og ombyttet med et andet Stykke.
Pengevæsenet var siden Rigsbankforordningen af 5te Januar 1813 i den største Forvirring, idet Staten havde gjort Bankerot og nedsat sine Papirpenge til en Sjettedel af deres Navneværdi. Det hører ikke hid nøiere at omtale al den Forvirring, som denne forøvrigt aldeles uundgaaelige Foranstaltning, der berørte Alles Interesser, maatte medføre. Alt var i Forvirring, den Rige blev pludselig fattig og omvendt[2]. Da denne Papirpengenes Værdi stadig
- ↑ Disse Oplysninger, saavelsom andre, skyldes Skriftet: «Kampen om Norge 1813–1814», 1–2, Kbhvn. 1871, af C. Th. Sørensen.
- ↑ Et Exempel fra Christiania skal her finde Plads, fordi det angaar en bekjendt offentlig Eiendom og i sin Tid vakte megen Opsigt. Regjeringen kjøbte den 11te December 1812, altsaa paa en Tid, da Principerne for den nye Forordning allerede vare opgjorte, den tidligere adelige Sædegaard Tøien af Eieren, Justitsraad og Magistrats-Præsident i Christiania Johan Lausen Bull, for at anvende den til Bedste for Universitetet; man havde nemlig tænkt sig, at dettes Bygninger med Embedsboliger for Professorerne skulde opføres der. Kjøbesummen var 170.000 Rdlr. D. Cour., hvilken Sum sælgeren nu maatte modtage i næsten aldeles værdiløse Papirpenge. Enkelte Privatmænd, der havde faaet et Nys om Forordningen, førend den udkom, forstode at betjene sig deraf, f. Ex. en af Prindsen af Hessens Adjutanter, der skyndte sig at kjøbe en stor Gaard i Christiania.
