I hvilken Grad Tydskerne forstode at skaffe sig Fordele af alle Slags i Norge, kan sluttes deraf, at endog de norske Klostre i Catholicismens sidste Menneskealdre synes at have været opfyldte med Folk af deres Nation. Kong Christophers Privilegier bleve vel ikke ligefrem og godvillig anerkjendte af hans Eftermænd, de første Oldenborgere, men forbleve dog i Gjerningen staaende i over et halvt Aarhundrede. Fornemmelig viste Christiern den første i denne Sag megen Svaghed. Han udstedte «Brev mod Brev», som man dengang kaldte det, det vil sige: Rostokkerne fik sine Privilegier bekræftede, medens Borgerne i Norge fik Kongebrev paa, at de skulde være hævede [1].
Det var først Christiern den anden, som fremkaldte væsentlige Forandringer i disse Tilstande. Som bekjendt opholdt Christiern sig som Thronfølger længe i Norge og styrede dette Rige paa Faderens Vegne med fuld kongelig Myndighed. Han residerede i Oslo fra Vinteren 1506—1507 af i omtrent tre eller fire Aar, det længste fyrstelige Ophold, som vort Lands Historie kjender efter 1380[2]. Allerede da var det Christierns Ønske paa enhver Maade at indskrænke Tydskerne og hæve det hjemlige Borgerskab, hvis daværende Vilkaar i Oslo fremgaar af Forordene til de nye Privilegier, han i 1508 skjænkede Staden. Det heder her, at Byens Borgermester, Raad og Menighed have klaget over, at indfødte Borgere «ei engang for Sølv, Guld, Kobber eller Humle kunde faa tilkjøbt sig Varer af Bønderne, men at disse altid svarede: «Ville ikke Tydskerne have det, da skulle I faa det, men ville Tydskerne have det, faa I Intet deraf». End ikke af faste Eiendomme, som de tilkjøbte sig, vilde Tydskerne betale Skat; «de havde Intet dermed, de hørte hjemme i Rostock». «Førend de tydske Kjøbmænd, fortælles der videre, kom hid at sælge og kjøbe med Gjest og Bønder, i Lod og Kvintin, Aaret rundt imod Norges Lov, da var her i Oslo fem eller sex hundrede rige og velemnede
- ↑ L. Daae, Kong Christiern den førstes norske Historie, S. 150 flg.
- ↑ Som bekjendt var i en Del af denne Tid Dyveke hos Christiern i Oslo som hans Elskerinde, og der opførtes for hende og hendes Moder et Stenhus i eller ved Byen. At dette var ødelagt allerede i 1548, siges udtrykkeligt af et Øienvidne, Historieskriveren Hans Svaning, der i hint Aar (ved Frederik den andens Hylding) var i Oslo og saa dets «rudera et reliqvias». (Svaningii Christiernus II, cap. V. sect. X). Ikke destomindre har der dannet sig den latterlige, grove og dumdristige Fabel, at en Trærønne i det nuværende Oslo skulde have været «Dyvekes Hus» (!).
