med Planer til Hansens, fornemmelig Lübecks, Ydmygelse. Denne Unionskonge laa i Oktober 1447 med en Flaade i den holstenske Havn Heiligenhafen. Det var hans Hensigt at holde et Møde med nogle nordtydske Fyrster, og han havde derfor anmodet Lybekkerne om Tilladelse til at gjøre deres Stad til Samlingssted. De svarede ham Nei, og han henvendte sig da til Wismar med samme Bøn, men mødte ogsaa her Afslag. Nu tilbød Rostokkerne med stor Forekommenhed at aabne sin By for Kongen og Fyrsterne. Christopher fik vel ikke Anledning til at gjøre Brug af deres Tilbud, men Rostokkerne mente alligevel at have Krav paa hans Taknemmelighed. De forlangte strax en Udvidelse af sine Handelsprivilegier i det sydlige Norge, og Kongen troede ikke at kunne sige Nei. Han stadfæstede ikke blot deres gamle Friheder og lovede, at de fremfor nogen anden Stad skulde nyde Gunst og Fremme i Oslo, Tønsberg og Viken, men tilstod dem desuden ogsaa flere helt nye og aldeles overordentlige Rettigheder. De fik Lov til at drive Handel med fremmede Kjøbmænd, som kom til hine norske Byer, eller, som det hed i Tidens Sprog, til «at sælge og kjøbe Gjest med Gjest», de fik Lov til at blive liggende i Vinterleie og føre egen Husholdning og kunde altsaa nu blive bofaste, ligesom allerede Haandverkerne vare blevne det, ja Borgerne fik endog Befaling til at udleie sine Huse til Rostokkerne, naar disse forlangte det. Det tillodes dem at handle umiddelbart med Bønderne, og det ei blot i det Store, men ogsaa at høkre med Bonden «efter Alnemaal og i Lispundsvis». Saaledes kuldkastedes ved dette Kong Christophers Privilegium enhver Skranke, som endnu nogenledes havde betrygget Oslos indfødte Borgerstand mod Fortrængsel og Udsugelse. For Borgerne blev ikke andet tilbage end at være Tydskernes Verter og at bære Byens Byrder, thi de Fremmede vare skatfrie. Og Hansestædernes Kjøbmænd lærte, trods sit stadige Ophold i Norge, aldrig at betragte Landet som et Hjem, thi dette stræbte Principalerne i Tydskland ivrigt og ængsteligt at forebygge. Deres Agenter i Norge, som overalt i Udlandet, var det nemlig strengt forbudt at indgaa Ægteskab, og efter nogen Tids Forløb kaldtes «Pebersvendene» gjerne tilbage og afløstes af andre. «Naar Tydskerne havde samlet sig Pungen fuld, da gave de dennem ud af Riget til Rostock og andre Stæder med Rigdommen, og Armod blev tilstede i Riget igjen.»
