Men dette var ikke det eneste, maaske ikke engang det værste. Thi allerede i det trettende Aarhundredes Slutning havde ogsaa i de søndenfjeldske Byer tydske Kjøbmænd trængt sig ind og erhvervet Privilegier. Deres større Forretningsdygtighed og overlegne Kapitalstyrke gjorde det let for dem at hæve sig paa det indfødte Borgerskabs Bekostning, om end maaske ikke saa meget til Skade for Landbefolkningen, som tvertimod nu synes at have faaet en bedre og sikrere Afsætning for sine Produkter og derfor at have staaet paa en god Fod med de Fremmede. Snart dannede der sig i Oslo og Tønsberg, der i saa mange Henseender delte Oslos Skjebne, ogsaa hele Kolonier af tydske Haandverkere, der med et fælles Navn kaldtes «Skomagere». Disse Haandverkere, hvis Gilde i den saakaldte «Mikligard» vi alt have nævnt, dannede et stærkt og fastsluttet Samfund, havde Ret til at indkjøbe Huder og Bark af Bønderne selv og synes at have lignet sine Landsmænd og Standsfæller i Bergen i Overmod og Uforskammethed; allerede Haakon den femte havde i 1304 maattet tage alvorlige Forholdsregler imod dem. I Oslo og Tønsberg vare imidlertid ikke, saaledes som i Bergen, det hele Hanseforbunds Stæder, privilegerede, men det var her en enkelt nordtydsk Stad, Rostock, der havde vundet større og større Særrettigheder. En Tid afbrødes Rostokkernes Handel paa Norge, da Byen i Dronning Margretes Dage havde taget Parti for Kong Albrecht og begunstiget Vitaliebrødrene, men kort efter Aarhundredets Udgang vare de gamle Forhold gjenoprettede. Rostokkernes Tryk blev stedse føleligere, og det kraftige Forsøg, som Rigsforstanderen Sigurd Jonssøn og Erlend Endridssøn af Losna i 1442 gjorde paa at fordrive Tydskerne fra det sydlige Norge, havde ingen varige Følger[1].
Sin største Høide naaede nemlig Rostokkernes Magt i Oslo og Tønsberg ganske kort efter under Christopher af Bayern, den samme Konge, om hvem Sagnet fortæller, at han ivrig syslede
- ↑ Se herom Hanserecesse II, B. 2, No. 590, S. 494—495. Sigurd Jonssøn blev under en Samtale med Tydskernes Formænd saa ivrig, at han erklærede, at han vilde af al sin Magt og med alle sine arbeide for at faa de tydske Kjøbmænd ud af Norge, som han saa af den Grund i hele sin Levetid skulde drikke Vand».
til at borge hende, hvad hun behøver, og at gjøre Westfal store Løfter for at formaa ham dertil. Dipl. Norv. I, S. 312. Samme Kong Haakon havde maattet pantsætte Norges Regalier til to Kjøbmænd i Stralsund. O. Fock, Rügisch-Pommersche Geschichten, III, S. 220.
